Den evige verdensplan
Symbol nr. 13
539. Symbolet viser verdensaltet med spiralkredsløbet og organismerne. Vi ser de seks grundenergier, som gør sig gældende, og som bevirker, at de seks tilværelsesplaner opstår.
      Den første grundenergi er instinktenergien, der danner planteriget (rød farve) i forbindelse med de øvrige fem grundenergier. Hver grundenergi har sit eget domæne, hvor den gør udslaget og er det primære i bevidstheden. Instinktenergiens domæne er planteriget.
      I det sorte felt i hvert rige ser vi de seks organismer eller grundenergilegemer. Disse organismer forvandler sig fra den ene tilstand til den anden. Vi ser, der er seks legemer, og det syvende legeme er selve overbevidstheden. Overbevidstheden regulerer grundenergilegemerne og betinger, at disse kommer til at ligge i dette kredsløb.
      Vi ser, at hvis man følger det primære legeme i planten, instinktlegemet (rød farve), er det degenereret i næste rige, og et andet legeme er kommet frem og blevet dominerende (orange farve). Det er tyngdelegemet, der dominerer i dyreriget og betinger, at dyret må dræbe for at leve.
      Denne tilværelse i dyreriget er tilværelsens mørkeste tilstand. Det er den sorteste kontrast. Men det gode ved det er, at væsenerne udvikler evnen til at tænke logisk, for det er på grund af uvidenhed og mangel på logisk tænkning, at mørket opstår. Men i dyreriget lærer de så, hvordan de skal undgå lidelserne, og ved at lære det, kommer de til at lære at skabe, leve og være fuldkomne.
      Vi ser, at det forvandler sig, og at på hvert nyt plan kommer der nye evner frem, og vi kan dokumentere, at tilværelsesplanerne ligger som vist på symbolet. Det er ikke noget udtænkt, det ligger virkelig sådan.
      Vi ved, at instinktet ikke er den højeste evne. Planten bæres af instinkt og er ikke det højest udviklede væsen. Planten må stå på sit særlige sted, og den udvikler sig automatisk. Men vi ved, at dyret har fået en ny evne. Hvad er det for en evne? Dyret lever jo også i stor udstrækning ved instinkt, men vi ser, at i forhold til planten har dyret et mindre instinktlegeme. Derimod er der kommet en anden evne frem, og det er altså tyngden (orange farve).
      Vi ser, at i dyreriget er tyngdelegemet kulminerende, og følelseslegemet (gul farve) er ved at komme frem. Tyngdeenergien er særligt fysisk, og i forbindelse med følelsesenergien skaber den kraft. De to energiarter, som danner vort tyngdelegeme og vort følelseslegeme, er energier, der også er til stede i alle andre ting. Det er de to energier, der bestemmer al kraft i verden. Klodernes omdrejning, solenes liv, og det er de samme kræfter, der eksploderer i en brintbombe eller i et jagtgevær. Alt det er udgået fra disse to kræfter, der laver al kraft i verden. Men disse detaljer kan jeg ikke komme nærmere ind på, for her skal vi jo kun se på de særlige principper.
      I kredsløbet ser vi, at det udvikler sig op til den finere materie, til finere tilværelser, hvor man ikke skal dræbe for at leve. Da behøver man ikke at have de vældige kraftlegemer, og så degenererer de og får mindre størrelse. Når intelligensenergien kommer frem og går i forbindelse med følelsesenergien, opstår der humanitet.
      Udviklingen af den humane evne bevirker, at man i mindre og mindre grad kan nænne at gøre fortræd. Intelligensen eller intellektualiteten udvikler sig også. Man kommer mere og mere til at se, at man ikke blot kan lade være med at gøre fortræd, man kan ligefrem udvikle sig til at gøre det modsatte. Man kan udvikle sig til at være til glæde og velsignelse, til at skabe lys og lykke. Det er det, vi kalder kærlighed. At de omtalte evner eller energier virkelig ligger som vist på symbolet, kan enhver efterkontrollere. Ved nogen tænkning vil man komme til at se, at det må være sådan. Man kan bare prøve at lægge energierne om, og så vil man se, hvordan man kommer i karambolage med virkeligheden. Men således skal energierne ligge, og det bekræftes af den kendsgerning, at mennesket vokser frem til det fuldkomne menneskes tilstand (gul farve).
      Derefter vokser man videre frem til en højere udvikling, hvor man når helt frem til at blive færdig med det materielle plan, fordi man kan tænke fuldstændigt logisk. Da er tanken fuldstændig blevet i Guds billede. Man har fået kosmisk bevidsthed og behøver ikke at inkarnere mere. Så kommer man til at leve i en højere verden, visdomsriget, der er baseret på intelligensen (grøn farve). Vi ser, at intelligensen nu er vokset op til sin kulmination efter at have været ganske udviklet i det rigtige menneskerige. Vi ser også, hvordan intuitionen kommer frem til en vældig udfoldelsestilstand (blå farve).
      Man kan jo ikke komme bort fra, at humaniteten, intelligensen og intuitionen ikke ligger nede i planteriget. Menneskene stiler hen imod humaniteten, intelligensen og intuitionen, der er under udvikling i dem. Vi ser, at det stemmer med symbolet. Når menneskene begynder at blive mere moralske, når de er gode og kærlige, går de med energierne, og så er det jo tåbeligt at gå imod. Det er rigtigt, når religionen fortæller, at går vi den forkerte vej, kommer vi ud i lidelser og smerter, og går vi den rigtige vej, kommer vi til lykke og glæde. Vi kan således begynde at se, at verdensaltet fortæller det helt videnskabeligt og meget tydeligere end religionerne.
      I visdomsriget, hvor materien lystrer tanken, kan vi nyde frugten af disse vældige evner, som vi netop har fået udviklet nede i den fysiske verden. Her skal ingeniøren ikke have en masse arbejdere til at udføre de skaberværker, han vil lave. Kunstneren skal ikke have pensel, farve og lærred; alene ved tanken laves kunstværket i vældige naturelle tilstande.
      Intuitionsverdenen, som jeg kalder den guddommelige verden, er den højeste verden. Der begynder det at være en indre verden. Der drejer det sig ikke så meget om at skabe, men man kan opleve tilbage i tiden og se igennem hele verdensaltet. Man kan se tilbage, da man var et vildt dyr, da man var et træ i skoven, da man var plante osv. Alt det kan man opleve igennem intuitionen, som var latent i dyreriget. Intuitionslegemet er nu blevet det førende legeme, ligesom det dræbende eller fysiske legeme var det førende i dyreriget.
      Ved indgangen til det næste rige, salighedsriget, har man gennemlevet kulminationen af lyset, og man begynder at længes imod kontrasten. Sult og mættelse er jo det førende princip, og så begynder væsenet i salighedsriget at længes efter det modsatte. Denne længsel bringer menneskene til at erindre dengang, da det oplevede det modsatte af lyset. I hele denne fuldkomne tilværelse har væsenerne ikke oplevet mørke. Det mørke, vi ser i den ydre sort-hvide ring ud for de åndelige riger, er kun en viden om mørket. Det er kun i dyreriget, at mørket er dræbende og opleves som lidelse. Oppe på de højere planer er det en viden om mørket, som man således kender i forvejen. Men efterhånden degenererer denne viden i den ydre verden, og man må koncentrere sin hukommelse for få mørket frem. I salighedsriget er det hukommelsesevnen (indigo farve), der er kulminerende, mens den i dyreriget er i det sidste stadium før det latente stadium. Hukommelsen bliver latent i menneskeriget hos det fuldkomne menneske. I salighedsriget er hukommelsen porten ind til den materielle verden igen. Fra hukommelsens indre verden inkarnerer og fødes væsenerne igen i et nyt fysisk liv, og med udviklingen går væsenerne fra salighedsriget ind i en ny kosmisk spiral. Således kommer vi til at få en verdensplan med kredsløb, hvor der hele vejen er hunger og mættelse, kontrast efter kontrast efter kontrast.
      Det passer også glimrende med det, vi selv oplever. Hvis man er glad for at se en glimrende film, kan man gå hen at se den nogle gange, men man bliver ikke ved i det uendelige. Hver gang man har set filmen, taber den lidt, og man bliver mere og mere mæt af denne film. Det kan også være en ny interessesfære, man er begyndt at dyrke. Det er noget så glimrende til at begynde med, men efterhånden, som man får fordøjet hele denne interessesfære, mister man interessen, og så bliver man optaget af noget nyt.
      Hele vejen er det sult- og mættelsesprincippet, der gør sig gældende. Dette princip er et evigt princip, og det er det, der betinger, at man evigt kan få fornyet sin oplevelsesevne. Når væsenet er kulmineret i oplevelsen af lys i den guddommelige verden, længes det igen efter oplevelsen i dyreriget. Når væsenet igen skal inkarnere i den fysiske materie, er det for at få fornyet den logiske sans.
      I den fysiske verden opstår en ny længsel efter at opleve lyset. Men udviklingen går ikke i en cirkelbane, væsenet går ind i nye kosmiske spiralkredsløb. Væsenet fornemmer det, som om at det går ind i højere og højere kredsløb. Denne fornemmelse af en stadig udvikling mod højere og højere stadier er en evig oplevelsestilstand. (Se stk. 199, 240, 265, 302, 420, 473, 482, 488, 509)