Den evige verdensplan
Symbol nr. 13
199. Ved hjælp af dette symbol kan vi danne os et billede af kredsløbet. Vi ser, at grundenergierne i de seks riger ligger i de samme kombinationer som på det foregående symbol, men her ligger de i det kredsløb, som de også danner. Vi ser, at instinktet dominerer i planteriget og skaber planteriget (rød farve), at tyngden dominerer i dyreriget og skaber dyreriget (orange farve). De jordiske mennesker befinder sig i den sidste del af dyreriget. Efter dyreriget kommer det rigtige menneskerige, som Kristus kalder "mit rige", som "ikke er af denne verden" (gul farve). Det var ikke af denne verden, men nu begynder det at være af denne verden, eftersom det netop begynder at være inde i menneskenes mentalitet. Der skal det jo først være. Efterhånden åbenbarer det sig i menneskenes væremåde, i den fysiske materie.
      De sorte figurer, der indeholder de seks grundenergier, symboliserer væsenets mentalitet i hvert enkelt af de seks riger. Plantevæsenets største eller førende legeme er instinktlegemet (rød farve). Instinktenergien er jo også den energi, der er dominerende i planteriget. Planten har også et tyngdelegeme (orange farve), et følelseslegeme (gul farve), et intuitionslegeme (blå farve) og et hukommelseslegeme (indigo farve), mens intelligenslegemet (grøn farve) er latent eller i sin mindste udfoldelse. Eftersom de åndelige energier er dominerende, har planten et liv i sin indre verden, den har sin mere vågne dagsbevidsthed i salighedsriget. Det, den har fremme på det materielle plan, er kun anelsen, og det skyldes, at den ikke kan manifestere sig igennem de andre legemer på det materielle plan. Derfor må den nøjes med at manifestere sig igennem planteorganismen, men det er ikke endemålet. Plantens organisme skal blive til en organisk, animalsk organisme, og det sker ved, at grundenergilegemerne forandres i løbet af tilværelsen.
      Vi ser, at instinktet, der var dominerende i planteriget, er taget af i dyreriget. Det er ikke længere så dominerende, for nu er der kommet andre evner, der kan bære bevidstheden. Instinktet er den energi, der fører væsenerne automatisk frem. Man kan sige, det er Gud, der fører væsenerne frem. Så længe de ikke har bevidsthed, hjerne, vilje, forståelse, må de føres ved en automatisk kraft. Det er da også kærlighed.
      Men som dyr har væsenet fået meget mere begavelse. Det begynder at have intelligens, og følelseslegemet bliver stadig større, og det har fået et meget større fysisk legeme, der betinger, at det nu anderledes kan manifestere sig og beherske den fysiske materie. Dyret har stadig et instinktlegeme, fordi organerne og en hel masse tings livsfunktioner befordres ved hjælp af instinkt. F.eks. befordres trækfuglenes flugt og en hel masse andre foreteelser ved dyrets væremåde ved instinkt. Vi ser, at hukommelsen er aftagende, og intuitionen er latent.
      Dyrene er i den første del af dyreriget, mens de jordiske mennesker er i den sidste del. Alle mennesker, der ikke har nået den store indvielse, er på det fysiske plan i dyreriget. Vi er alle kommet fra dyreriget, vi vokser fremefter, og vi får de højere psykiske legemer frem. Følelsen bliver højt udviklet og bliver intellektualiseret ved hjælp af intelligensen, og intuitionen begynder at vokse frem fra et latent stadium. Energierne hører aldrig op, men de har et latent stadium, hvor de kun fungerer i en ganske svag tilstand, ligesom de har en tilstand, hvor de kulminerer. Således bliver organismerne forandret til psykiske tilstande, til den psykiske form.
      Øverst på symbolet ser vi, at væsenerne kommer op til de højeste oplevelsestilstande, hvor det udelukkende er de intellektuelle legemer, der bærer bevidstheden. Da det er de psykiske legemer, der bærer bevidstheden, må de tilsvarende planer derfor også blive psykiske. Hvorfor skulle der ikke være åndelige tilværelsesplaner, lige så vel som der er fysiske tilværelsesplaner? På symbolet kan vi jo se strukturen og se, hvordan det er indrettet. Det kan gøres ved almindelig forskning, og når vi kan se, at energierne ligger i denne struktur, kan man teoretisk opleve det.
      Jeg har selv oplevet det med kosmisk bevidsthed, og derfor har jeg kunnet sætte symbolerne op. Men denne oplevelse kan jeg ikke give andre, jeg kan kun give det videre ad teoretisk vej. Jeg kan kun fortælle, at sådan ligger energierne, men ved så meget som muligt at gøre det til kendsgerning, kan det blive til menneskenes egen teoretiske viden. Så er det ikke noget, man sådan skal tro på. Derfor er det jo vigtigt, at vi selv skal være med til at se, at det ikke kan være anderledes. Så længe man tror, at det kan være anderledes, har man ikke forstået det. Det er altså kendetegnet på, om man forstår det eller ej.
      På symbolet er årstiderne vist ved den yderste sort-hvide ring. Det hvide felt kulminerer øverst til venstre og er latent nederst til højre. Det sorte felt kulminerer nederst til højre. Det symboliserer de to store kontraster, som vi genkender som sommerens princip og vinterens princip. Mellem disse to principper finder vi forårets princip og efterårets princip. Menneskene er i vinterens princip, hvor der er det største mørke.
      Her vil man måske spørge: "Hvorfor er der også mørke oppe i de åndelige verdener?" Der må jeg sige, at mørket opleves kun som realistisk kendsgerning i den fysiske verden, hvor det bliver til manifestationer som død, drab, mord, lemlæstelse osv. Men resultatet bliver jo visdom, og visdom er kun erfaring om eller kendskab til virkningerne af udskejelse, virkningerne af ufuldkommen tilstand. Visdom må man have. Havde man ikke den, kunne man ikke opleve disse verdener som vidunderlige tilstande. Men med denne visdom kommer man til at opleve disse tilstande med et kolossalt behag, eftersom vi hernede er i et ubehag. Lige efter en oplevelse af et ubehag opleves et behag jo dejligt, ligesom forår og sommer efter vinter. Det er jo vidunderligt, når foråret kommer efter en mørk vinter. Vi føler, at det er dejligt. Sådan vil man altid føle det, når man er mæt af en kontrast, og der kommer en ny.
      Visdommen kulminerer i de højeste åndelige verdener, og så ser vi, hvordan det efterhånden tager noget af, men det betyder ikke, at væsenerne bliver dummere. Det betyder bare, at alting er så selvfølgeligt. Efterhånden bliver det næsten til automatik, således at de i den grad ikke behøver at tænke, ikke behøver at spekulere. Væsenerne er i visdomsriget blevet kolossale genier i at skabe, og lige sådan i intuitionsverdenen, den guddommelige verden, der er den højeste tilstand. I visdomsriget finder den højeste skabelsesudfoldelse sted, og det er den skabelse, væsenerne er hernede på det fysiske plan for at lære.
      Væsenerne kan ikke lære at skabe i de åndelige verdener. Det er kun verdener, i hvilke man kan opleve frugterne af de evner, man kan udvikle hernede. Der skal man ikke hugge i marmor eller sten, der skal man ikke male på et lærred. Der tænker man, og så står det i materien i fuldstændig naturel tilstand med sin gigantiske størrelse. Men det kunne man jo ikke gøre, hvis man ikke havde lært at tænke det hernede. Her bliver man skolet, for her kan man kun skabe noget, der er fuldkomment, ved at tænke logisk. Der skal nok ske katastrofer, hvis man ikke tænker og skaber logisk.
      På symbolet har vi således hele verdensstrukturen. Menneskene befinder sig i dyreriget, hvor det dræbende princip er det førende. Men det er nu ved at tage af, og humaniteten tager til. Menneskene går nu frem mod foråret, mod humaniteten.
      Når man forstår det, så ved man, at når jeg nu gør noget, der er i kontakt med livet, så gør jeg det rigtige. Men når jeg bliver vred, hævner mig, bagtaler eller gør noget ondt, jamen så er jeg imod min egen udvikling, så må jeg jo få et skub fremad. Når jeg går tilbage, så bliver jeg slået igen, fordi jeg skal vejen fremad. Alle væsener skal vejen fremad, og de kommer den vej, ligegyldigt om de vil eller ikke vil. Det, at de ikke vil, skyldes kun, at de ikke kender vejen. Når de kender vejen, vil de det rigtige.
      Menneskene skal nok komme til at ville gøre det rigtige. De kan kun gå et lille stykke ad den forkerte vej, for i samme grad man går den vej, så gør det ondt, så smerter det, så er der en eller anden lidelse, sygdom, invaliditet osv. Jo mere, man går den forkerte vej, desto vældigere smerter og ulykkeligere skæbne får man. Så til sidst vender man om. Derfor er smerten et gelænder. Man kan også sige, at smerten er en klokke, der ringer for at advare, for at tilkendegive for væsenet: "Du er forkert på den, nu må du den anden vej. Du går imod mørket, du går imod sygdom og elendighed. Den anden vej går mod lyset. Selv om du i øjeblikket synes, at du går den bedste vej, så se endelig til at komme den anden vej".
      De mennesker, der får klarhed over dette, kommer aldrig til at tvivle på, hvilken vej de skal gå. De ser, hvordan det stemmer med religionen. Her kan vi ovenikøbet forsvare religionen, idet den søger at få menneskene til at forlade det onde og komme frem til det gode. Det gør ikke noget, at de andre detaljer så er sat fantasimæssigt op. Det har jo hjulpet menneskene et langt stykke. Men nu skal vi ikke leve på fantasiforestillinger, nu må vi leve på livets egen tale. Nu skal vi ikke forbinde os med et menneske, men med selve livet, det vil sige med selve Guddommen. (Se stk. 240, 265, 302, 420, 473, 482, 488, 509, 539)