Den evige verdensplan
Symbol nr. 13
265. Symbolet viser den evige verdensplan. I dette kredsløb er der en mørkekulmination, som vi også kender fra døgnets midnat, årets vinterprincip, der i menneskenes tilstand svarer til barndomsprincippet, og vi ser den lyse tilstand, sommertilstanden. Imellem de to tilstande er der en forårstilstand og en efterårstilstand. Vi ser disse fire principper i selve den evige verdensplan.
      Man kan således dokumentere menneskehedens position i denne verdensplan. Det ville man ikke kunne, hvis menneskenes jordiske liv kun var et enkelt kredsløb og ikke var et led i en kæde af kredsløb. Det kan man kun dokumentere, når man indstiller sig på dette, fordi alle kredsløb har deres kendetegn eller udslag i form af de fire særlige manifestationsepoker, som vi netop kalder de fire årstider.
      Når nu alt er kredsløb, så må menneskeheden jo også befinde sig i et kredsløb. Hvor står da menneskeheden med dens samlede mentalitet, dens samlede væremåde? Ja, den repræsenterer en årstid, men hvilken årstid ligner den? Ligner menneskenes mentalitet sommertilstanden? Er den udtryk for lys og varme og glæde og behagelighed? Eller er det vinterens princip, er det døden, er det kulde? Er det had, forfølgelse, vrede og bitterhed? Er det stagnation, livshæmmelse og skabelse af livslede? Ja, det er jo det, der er mest af.
      Menneskenes mest geniale evne er netop evnen til at skabe mordvåben, evnen til at befordre sværdets princip, det dræbende princip. Derfor repræsenterer den nuværende menneskehed vinterzonen. Det er da ikke så mærkeligt, at der er så mange ubehageligheder.
      På symbolet ser vi vinterzonen der, hvor mørket kulminerer. Menneskeheden er kommet nede fra dyreriget (orange farve), fra planteriget (rød farve), og den er på vej op mod en forårstilstand.
      Da alle vintre afløses af forår, skulle der også være tegn til det inden for menneskeheden. Og er det ikke netop det, vi ser? Den dyriske natur er på retur, og den menneskelige natur, som er livsbefordrende humanitet, kærlighed og inspiration, er på vej frem. Er det ikke den menneskelige natur, der er forårstegnet? Der forekommer jo også kærlighed, inspiration, intuition, oplysning, humanitet, befordringen af livslyst, glæde, kultur osv. Det er forårsvindene.
      De kommer fra de intellektuelle energier, og det er jo ikke så mærkeligt. Instinkt og tyngde er de mentale energier, der laver had, drab og mord, og dernæst kommer følelsesenergien. På symbolet ser vi, at intelligensen begynder at gøre sig gældende hos de jordiske mennesker, og videre frem begynder de åndelige energier. Intuitionen er latent i dyreriget, men længere fremme begynder intuitionen.
      De åndelige energier begynder at komme til udvikling. Når følelsen bliver intellektualiseret af den udviklede intelligens, kommer intuitionen til, og det danner så en helt anden tilværelse. Ved denne kosmiske middagstilstand må disse mentale energier selvfølgelig danne en fuldstændig modsætning til de mentale energier, der er til stede ved den kosmiske midnatstilstand. Imellem de to kulminationstilstande er der to mellemstadier, der er repræsenteret ved en opadgående tilstand ligesom formiddagen og en nedadgående tilstand ligesom eftermiddagen imod natten.
      Her har vi således verdensbilledet for os i dets princip. Verdensbilledet kan ikke skabes som et billede, fordi det er et princip. Det er ikke tids- og rumdimensionelt, men dets principper kan man danne billeder og tegn for, og det er det, jeg har gjort. Derved er dette billede opstået, og derved kan man se, hvordan principperne virker.
      De seks mørke figurer, der er forbundet med det violette felt, symboliserer det levende væsens organisme, således som den forekommer i ethvert af de seks tilværelsesplaner. Denne organisme består af de tilsvarende grundenergilegemer eller sanseapparater, ved hvis hjælp væsenet kan korrespondere med de tilsvarende energier i naturen. Gud kan tale til disse forskellige væsener ved hjælp af de energier, som de har sanser for, og med hvilke de kan reflektere over for Guddommen. Derved er vi hele tiden i kontakt med naturen, i kontakt med livet, og derved i kontakt med Guddommen.
      Igennem mange fortsættende liv vokser mennesket fremad fra den ene tilværelse til den anden. På symbolet ser vi, at organismen forandres, og at de indre mentale legemer ændres i samme forhold. Ved at følge den punkterede linje fra det store tyngdelegeme, der er det bærende i vor tilværelse, kan vi se, hvordan dette legeme aftager i udviklingen fremad mod den åndelige verden. Tyngdelegemet er det legeme, der i særlig grad befordrer det dræbende princip, vreden, egoismen og alt det dyriske. Da tyngdelegemet er det førende og mest dominerende grundenergilegeme i dyreriget, er det ikke så mærkeligt, at væsenet må være sådan, som det er. Hvordan skulle de andre grundenergilegemer kunne være dominerende, når de ikke er så store? Det er da tåbeligt at forlange, at menneskene skal være anderledes, end de er, og ligesådan med dyrene. Det jordiske menneske, der befinder sig i den sidste del af dyreriget, har ændret sin bevidsthedsstruktur noget hen i retning af strukturen i det rigtige menneskerige.
      I det rigtige menneskes struktur kan vi se, at den dræbende natur og tyngdelegemet nu er blevet meget mindre. Den bliver i den grad behersket af det store følelseslegeme, som igen bliver intellektualiseret ved hjælp af den nu udviklede intelligens, som ikke var særlig udviklet i dyreriget.
      I dyreriget er intuitionen latent, og på symbolet ser vi, at det latente felt ligger på den anden side af stregen i det violette felt. I det rigtige menneskerige er intuitionen begyndt at udvikle sig frem, således at der i det rigtige menneskerige er intelligens, intuition og højt udviklet human følelse, mens instinktet, de dræbende naturer, mordtendensen og egoismen er i mindre fremtræden.
      Det jordiske menneske er på mellemstadiet mellem dyreriget og det rigtige menneskerige. Menneskene er ændrede i forhold til dyreriget, men står på forskellige trin, og de udvikler sig fremad mod at blive til det fuldkomne menneske. Sådan må det være, det er nødt til at være sådan, vi kan ikke lave det om. Vi kan ikke med vold og magt tvinge et væsen på et lavere trin til at være på et højere trin, men det er det, menneskene forsøger med deres vrede og bitterhed, og det gør de, fordi de ikke har spor af indsigt på disse felter. Men det er jo det, vi nu skal til at lære. Det er det, åndsvidenskaben skal lære menneskene, og så kommer de til at handle rigtigt og til at vide, at kursen er den vej.
      Vi går imod det kosmiske forår, og det er det, vi må indrette os på. Det er vinterzonen, der skal forsvinde. Vi ser det samme her i det daglige liv. Landmanden handler jo anderledes med sine marker om foråret, end han gør om efteråret. Han ved, at hver årstid har sine særlige krav, som skal opfyldes.
      Vi må komme til at forstå, at vi ikke kan lave andre mennesker om, men at naturen er ved at lave alle mennesker om. Ved at se naturens plan og hensigt kan vi komme i harmoni med den plan og således hjælpe naturen med at lave os selv om. Det er det, der er meningen. (Se stk. 199, 240, 302, 420, 473, 482, 488, 509, 539)