Den evige verdensplan
Symbol nr. 13
488. På symbolet var vi kommet frem til visdomsriget (grøn farve), hvor de skønne ting foregår. Det er jo kulminationen af den skabelse, man lærer hernede. Den skabelse, man her måtte lære at lave i billeder, i ler og i marmor, kan man så fuldføre i den åndelige verden i en materiel, naturel størrelse.
      Når man nu har løbet sig træt i dette, degenererer det. Man kan ikke blive ved med at have en varig glødende interesse for noget som helst; man får en mættelse, og så degenererer det. Så kommer man ind i en anden tilstand, ind i den guddommelige verden (blå farve), hvor det ikke drejer sig om de store skabelser, men om at lave nye ideer, ideer til nye skabelser, ideer til nye mennesker, til nye kroppe, nye dyr, nye planter, nye verdener. Det er navnlig de hjemmehørende væsener, der arbejder med det, men afdøde væsener, der kommer hernede fra, kan også hjælpe til, og de kan få lejlighed til at overvære det og se alle disse ideer.
      De hjemmehørende væsener i den guddommelige verden kan se hele deres tilværelse, da de stod som træ i skoven, hvordan de var vilde dyr i skoven, ufærdige mennesker osv., og da de var fuldkomne. Med deres intuitionslegeme kan de se det intuitivt helt tilbage i spiralen. Det kan det jordiske menneske ikke, for det har kun et lille intuitionslegeme at iagttage med. Men alt efter som intuitionslegemet vokser, kan man jo se mere og mere. Det almindelige jordiske menneske kan se to til tre liv tilbage på dette plan.
      Denne verden består altså i at skabe ideer og at opleve, ikke blot dets egen fortid, men også klodens historie og alt, hvad der i fortiden var af krige og menneskelige tilværelser. Alt det kan man opleve i den guddommelige verden i fuldstændig levende form, sådan som det foregik, dengang det skete. Det kan jeg jo ikke nå at fortælle i alle detaljer, men det er også kun for at give princippet. Der er det helt anderledes at være historieforsker, end det er at være det hernede. Der oplever man det fuldstændigt, som det var, takket være de billeder, det dannede.
      Når der sker noget hernede, danner det billeder i åndelig materie, og denne materie eksisterer stadigvæk. Det er jo også fra denne materie, at man her kan få visse glimt. Jeg har ikke læst det, men jeg ved om en forfatterinde, der skrev om pyramiderne, og det var jo så godt skrevet, at arkæologerne beundrede det meget. Hvor får hun det fra? Hun kom igennem sin intuition og denne evne i forbindelse med denne energi. Hun blev i stand til at kunne sætte sig tilbage i historiske begivenheder. Således kan der opstå muligheder for, at vi igennem intuitionen kan få vor hukommelse i forbindelse med denne energi.
      Så bliver det jo også færdigt, og så kommer vi frem til, at der ikke er mere at opleve i den ydre verden. Så går vi ind i at leve på erindringerne, fordi det er det eneste nye nu. Nu er alting så gammelt, alt det med det gode, hele denne fuldkommenhed, alt det er udlevet. Det eneste er erindringerne fra dengang, væsenet levede på det dræbende princip. Nu bliver det næsten en nydelse. Det fører så menneskene frem til denne tilstand i salighedsriget, hvorfra de så bliver født ind til den nye materielle tilværelse, ligesom kloder bliver til sole, og sole bliver til mælkeveje. Efter de materielle, afkølede tilstande er vi igen fremme ved planteriget. Det er altså den åndelige verden i sin fundamentale struktur.
      Om hvert plan kan der skrives en masse ting, men det kan jeg ikke overkomme; det er min opgave at vise hovedprincipperne. Senere kommer der mennesker, der efterhånden får kosmisk bevidsthed, og så vil de jo kunne belyse terrænerne i rent lokale detaljer. Men det er altså hoveddetaljerne i denne verden, det humane princip i det rigtige menneskerige, skabelsesprincippet og det intellektuelle princip i visdomsriget, intuitionsprincippet med fortidsoplevelserne og fremtidsoplevelserne i den guddommelige verden, og i salighedsriget er det den indre verdens oplevelser, hvor man er fri af den ydre. Det er i virkeligheden en slags hvile, man er i sin egen indre verden og kan ikke opleve noget af det ydre. (Se stk. 199, 240, 265, 302, 420, 473, 482, 509, 539)
 
6. kursus, 3. foredrag, blev afholdt på Martinus Institut den 19. januar 1956.