Grand Kursus
Symboler og billeder
Den evige verdensplan
Symbol nr. 13
509. Ved mit sidste foredrag viste jeg, hvordan menneskene går igennem to former for kredsløb, nemlig jordlivskredsløbet og spiralkredsløbet. Reinkarnationen er en hurtig gennemgang af kredsløbet fra liv til liv. For hver gang menneskene har passeret et jordlivskredsløb, vokser de fremad og bliver hjemmehørende et stykke længere fremme. For hvert liv kommer de et stykke længere frem for til sidst at ophøre med at inkarnere.
      I spiralkredsløbets dyrerige bliver menneskene færdigudviklede på det fysiske plan og når så ind til de kosmiske planer, hvor de kan leve i en kolossalt lykkelig tilstand i kraft af de evner og anlæg, de har fået trænet op og udviklet i den fysiske verden.
      I jordlivskredsløbet mellem to inkarnationer kan menneskene opleve de åndelige verdener alt efter størrelsen af deres åndelige legemer. På symbolet ser vi seks åndelige legemer i væsenets helhedsorganisme, der er den mørke figur, der er forbundet med det violette felt. De seks farvefelter symboliserer de seks grundenergilegemer, instinkt-, tyngde-, følelses-, intelligens-, intuitions- og hukommelseslegemet. På farven af disse legemer ser vi, at de grundenergilegemer, der er dominerende på de kosmiske planer, er meget lidt udviklede i dyreriget.
      Når menneskene dør, vil de i den åndelige verden opleve og sanse i kraft af bl.a. følelses-, intelligens- og intuitionslegemet. Vi ser, at jordmenneskets følelseslegeme er mindre end følelseslegemet i det rigtige menneskerige, og intelligenslegemet er meget mindre end intelligenslegemet i visdomsriget, og mennesket må derfor opleve tilsvarende mindre end de i disse riger hjemmehørende væsener. Menneskets intuitionslegeme er meget lille, og det kan derfor ikke opleve ret meget i den guddommelige verden. Menneskets grundenergilegemer bliver ikke større, når det dør, så det kan kun opleve den åndelige verden i forhold til den standard, det har nået før døden.
      Mennesket skal reinkarnere mange, mange gange, før det kan få en sådan udvikling af de åndelige legemer, som vi ser hos de i de åndelige riger hjemmehørende væsener. Men reinkarnationen befordrer jo netop denne udvikling. Liv for liv får man en højere og højere udvikling. Man får de åndelige evner og de åndelige legemer udviklet, og jo mere de bliver udviklet, desto mere kan man opleve i de åndelige verdener under døden.
      Om 3.000 år passerer menneskene over grænsen til det rigtige menneskerige og bliver hjemmehørende i dette rige. Nu er menneskene i den sidste del af dyreriget, hvor de dels må kæmpe med de dyriske tendenser og dels må optræne de menneskelige tendenser. (Se stk. 199, 240, 265, 302, 420, 473, 482, 488, 539)
 
Når jeg er kommet ind på reinkarnationen nu, er det, fordi jeg ikke nåede at forklare det ved mit sidste foredrag, hvor jeg under rejsen gennem dødsriget var nået frem til overgangen til den fysiske verden ved reinkarnationen.
Symbol af Martinus
Symbol 13
Den evige verdensplan