Menneskets to sind
174. Det førende i denne bevægelse eller udvikling var altså kontrastprincippet. Denne sort-hvide tegning* skal egentlig ikke vise kontrastprincippet, men vi ser, at der er et hvidt felt. Hvordan skulle man kunne lave et sådant billede, hvis man ikke havde sort, havde en kontrast til det hvide? Ved at man har noget kontrast, kan man danne en modsætning, som bliver synlig og tilgængelig for sansning. Det eksisterer inde i tankerne, for man kunne jo ikke se det, før kunstneren tegnede det. Nu kan man se det ved hjælp af kontrasterne her, de mørke farver danner en kontrast til de lyse. Var der ikke det, ville det bare være en lys flade, og ingen manifestation kunne finde sted. Der, hvor ingen manifestation finder sted, kan ingen sansning finde sted. Vi ser derfor, hvor nødvendigt det er med kontraster. (Se stk. 29, 236, 263, 300, 319, 531)
 
____________
* Menneskets to sind. Tegning af Hans Henning Withus (1920-1947).