Menneskets to sind
531. Som vi alle ved, har mennesket i sig to naturer, det onde og det gode.* Religionerne fortæller, at man skal komme bort fra det onde, at man skal udvikle det gode. Det onde fører menneskene til lidelser og smerte, til helvede, mens det gode fører menneskene op til en lykkelig tilværelse. Det er en kosmisk sandhed. At menneskene så begynder at lave forestillinger om, at dette onde skal være et evigt helvede, og himlen skal være sådan og sådan, ja, det er noget helt andet, noget for sig. Men disse forestillinger må forgå, for de er ikke lavet ud fra højere sanseevner. Det er kun midlertidige forklaringer. Men sandheden i det er, at det ikke er ligegyldigt, hvordan man lever.
      Sandheden er også den, at mennesket afviger fra dyret derved, at det i sig har de to principper, mens dyret kun har det ene princip. For dyret er der ikke noget, der hedder ondt. Alt det onde, det mørke, er en livsbetingelse for dyret. Men hvorfor er det det? Nogle siger jo: "Hvorfor kunne Gud ikke lave det færdigt"? Ja, disse spørgsmål skyldes, at de ikke forstår Guds plan. Gud er netop i færd med at bygge bevidstheden op, men de må selv lære det hele fra bunden af. Hvis ikke det var en livsbetingelse for dyret at dræbe, hvis det kunne leve uden at dræbe, jamen så var det lige så langt fremme som det fuldkomne menneske. Men det er dyret ikke, for det har det ikke evne til, det kender ikke materiens love, og det har ikke denne høje intellektualitet. Det har kun sit instinkt, sin fysiske krop og den lille opgave, at det skal befordre sin egen tilværelse, sin forplantning og sin føde.
      Tegningen viser, at mennesket er delt i to dele, det onde og det gode. Vi ser, at der er nogle mennesker, hvor det gode er fremtrædende, hvor der ikke er ret meget ondt (figurteksten til højre). I andre er der meget ondt, som vi kalder det, og meget lidt godt (figurteksten til venstre). Det er ikke, fordi de er onde, for det er ikke noget, der er afhængigt af viljen. Der er mange, der måske er onde, men gerne ville være gode, og de er altså kommet ind i denne tilstand: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, jeg ikke vil, det gør jeg". Det er en tilstand, som næsten alle mennesker kommer til at kende. At menneskene ikke er lige gode alle sammen, betyder ikke, at de, der ikke er så gode, er nogle djævle, syndere eller forbrydere. Det er det, vi må bort fra. Verdensaltet fortæller, at de ikke er forbrydere, de er yngre, ufærdige sjæle. De er mere ufærdige end dem, der er længere foran i udviklingen, og derfor må der være en forskel i deres fremtræden. De mere ufærdige kan ikke optræde så fuldkomment som dem, der er mere fuldkomne. (Se stk. 29, 174, 236, 263, 300, 319)
 
____________
* Menneskets to sind. Tegning af Hans Henning Withus (1920-1947).