Verdensgenløsningsprincippet
Symbol nr. 2
21. Symbolet viser verdensreligionerne og vejen frem imod livets mening.
      Nederst er der et område med orange farve, der i min symbolik betyder det dræbende princips område eller dyreriget, og de jordiske eller ufærdige mennesker er endnu i dette område. Vi ser den del af dyreriget, hvor disse mennesker færdes. Dyrene er ikke vist på dette billede, de er længere nede.
      De tre stråler skal vise den kraft, igennem hvilken verdensreligionerne blev dannet, den kraft, der åbenbarede sig i de forskellige verdensgenløsere eller verdensfrelsere. Længst nede i strålerne ser vi den orange farve, der udtrykker det dræbende princip. På dette udviklingstrin dannede de Gud, Guddommen eller Forsynet i menneskets billede, og derfor blev forestillingen om den højere verden noget med blod, drab, fjendskab og krig. Det var deres paradis. Vi kender det jo fra den gamle nordiske gudelære med Valhal. Det var også et blodigt paradis.
      I den gule farve er det et stænk af den orange farve, der betyder, at religionen endnu er iblandet drab og mord, og det kan man heller ikke fritage kristendommen for. Så længe den har det med at dømme, så længe den vil straffe, og man tror, at Gud henretter og brænder væsener i et evigt helvede, hører det også med til disse dræbende forestillinger. Det er ikke en bebrejdelse, men det er udtryk for et stadium på vejen opad. Mennesker kan jo ikke tænke i baner, der hører et højere udviklingstrin til, de må jo tænke i de baner, der hører deres eget udviklingstrin til.
      Vi ser, at jo højere vi kommer op på trinene i den menneskelige udviklingsepoke, desto lysere bliver de religiøse forestillinger. De religiøse forestillinger går ud af menneskenes bevidsthed i det udviklingsområde, hvor de har travlt med de materielle ting. Men man kan ikke sige andet, end at det er livets mening, de leder efter. Enten det nu er i atomer eller på havets bund eller på bjergets top, er det i virkeligheden livets mening, de søger, og de bliver ved med at lede og forske, indtil de finder den. På strålerne ser vi, at det bliver klarere og klarere, og til sidst bliver livets mening virkelig til videnskab.
      Når livets mening bliver til videnskab, vil den lave mennesket om efter denne videnskab, så det bliver til mennesket i Guds billede. Mennesket kommer i kontakt med livet, det hersker over materien og de psykiske kræfter i dets væsen og mentalitet. Derved opstår den verden, den kulturepoke, som Kristus kalder "mit rige", eller som han udtrykker det, "mit rige er ikke af denne verden". Det vil sige, at det nuværende dyriske område er af denne verden, mens Kristi rige er af en anden verden. Men Kristus har dog også sagt, at dette rige begynder inde i os selv. Han udtrykte det med ordene: "Himmeriges rige er inden i Eder". Vi kan nu begynde at se, hvad livet fortæller os. Livet har engang fortalt ham det, og derfor kunne han sige det, han sagde. Nu skal livet til at fortælle den nuværende begyndende ny kulturs mennesker det samme.
      De mennesker, som har udlevet de almindelige religiøse dogmer og gennemlevet materialismen, er dem, som nu søger human oplysning. I disse mennesker begynder den nye kultur, i dem begynder himmeriges rige. Men Kristi rige er ikke blot noget, der er i den åndelige verden. Den nye kultur, der vil komme til verden, vil også komme på det materielle plan. Set her fra jorden er dette rige endnu psykisk, for det begynder jo altid på det åndelige plan. Men det begynder at blive til realitet inde i menneskene, og senere kommer det til udfoldelse i deres manifestationer. Det kommer således frem på det materielle plan, og vi får et verdensrige med en ny materiel administration, der er betegnet ved "den nye jord". Med selvoplevelsen af livets mening får vi en ny åndelig opfattelse, der er det samme som "den nye himmel". (Se stk. 63, 150, 239, 405)