Den evige kosmiske, organiske forbindelse mellem Gud og gudesøn 1
Symbol nr. 21, detalje 2
422. Vi kommer her til selve bønnens system. Det er et symbol, jeg har lavet over bønnens udvikling. Til venstre ser vi fire figurer (gul og grøn farve), der hver især udtrykker et levende væsen. Disse væsener står på hver sit særlige trin.
      Den første figur udtrykker dyrenes trin. Her er meget følelse. Der må vi jo også regne med instinkt, der får dyret til at skrige imod det ukendte Forsyn. Det ved ikke, hvad det skriger imod, det er en automatfunktion, det er ikke bevidst i det.
      Ved den anden figur kommer vi frem til menneskene, der bliver troende. Vi ser, at der er lidt mere intelligens og mindre følelse, og der bliver de så troende. De tror, at der er en Gud til, og det gælder lige nede fra de primitive mennesker og op til de moderne kristne. Spørgsmålstegnet skal udtrykke, at selv om de tror, at der er en Gud til, har de ikke den intellektuelle udredning af guddomsprincippet.
      Den tredje figur skal symbolisere de mennesker, der er blevet materialister, hvor intelligensen dominerer det hele, og alt det følelsesmæssige for tiden er sat ud af funktion. De tror ikke på Gud, de tror, at der kun er døden. Når man dør, så er man død, og så er der ikke mere. Men derimod er de meget kloge på de rent materielle ting. Men de kan ikke blive ved på denne måde, de kan jo ikke danne lykke på dette grundlag. De kommer ud i lidelserne, som udvikler deres humane evner.
      Den fjerde figur symboliserer de mennesker, der har udviklet de humane evner, så der bliver balance imellem deres følelse og deres intelligens. Det bliver til kærlighed. De bliver så bærere af intuitionsevnerne, den kosmiske bevidsthed, og bliver fuldstændig bevidst i Guddommen. Vi ser, her er ingen spørgsmålstegn. Disse mennesker er bevidst i Guddommen, næsten mere bevidst i Guddommen end i andre mennesker. Guddommen kender man. Guddommen lever man i. Når man bliver så udviklet på dette felt, kender man Guddommens vilje, men de mennesker, man møder, kender man ikke nær så godt. (Se stk. 447, 449, 543)
 
6. kursus, 1. foredrag, blev afholdt på Martinus Institut den 5. januar 1956.