Livsenhedsprincippet
Symbol nr. 7
146. Symbolet skal vise hele verdensaltet. Alt i verdensaltet er så nært forbundet, at det er én stor organisme. Det er et symbol over disse evige principper, som verdensaltet består af. Det har ikke noget med dets udstrækning at gøre, det findes jo kun inden for det tredje princip, der er tid og rum. Verdensaltets evige principper indebærer, at det er opbygget af levende væsener inde i levende væsener, og det har jeg symboliseret her.
      Symbolet kan også vise et enkelt levende væsen. Inde i dette levende væsen ser vi den samme figur flere gange. Figuren går igen. Inde i hvert af disse væsener er der igen levende væsener, og inde i dem igen det samme. Sådan fortsætter det i det uendelige, og så kommer det uden for tid og rum for os, opad og nedad. Symbolet er lavet sådan, at det kan udtrykke uendeligheden.
      Hvis vi nu siger, at det er jordkloden, så kan vi sige, at dette er menneskeområdet i den. Det er organerne i den. Det er menneskene. Så kan vi sige, at det er igen mikrovæsenerne i mennesket, og så har vi igen mikrovæsenernes mikrovæsener osv. Og så kan vi igen gå ned til mikrovæsenerne og sige, at det er et mikrovæsen, og så bliver det dets organvæsener, og organvæsenerne består igen af mikrovæsener. Vi kan se, at det er helt uendeligt, ligesom verdensaltet er uendeligt.
      I det uendelige verdensalt bliver der således et stort jeg, og så bliver der et jeg i alle disse centre, i skabecentrene, som vi kalder de levende væsener. Men det er det samme element bagved. Vi kan ikke tage det væk. Alle vegne er de tre principper. Og så bliver det således, at der er væsener inde i væsener.
      Men så kommer der noget andet til syne, som er meget interessant. Det er nemlig, at vi kommer til at se, at der er et Forsyn. Vi kommer til at se, at der er et princip, som vi er nødsaget til at måtte kalde forsynsprincippet. Vi kan tænke os, at hele symbolet er udtryk for et menneskes organisme. De otte runde figurer i den yderste ring skal så symbolisere menneskets organer, der er hjerne, lunger, lever, fordøjelsesorganer osv. Vi ved, at når alle disse organer virker, som de skal, så virker det fuldstændigt i harmoni, så er hvert organ til glæde og velsignelse for helheden. Hvis der ikke er harmoni, hvis organerne ikke virker, som de skal, kan der ikke blive ordentlige forhold for mennesket selv, så bliver organismen ødelagt.
      Der, hvor tingene er færdigskabt fra Guds eller naturens side, eksisterer den fuldkomne harmoni. Alting må tjene alting. Hver ting er til glæde og velsignelse for helheden. Det er en kommunisme, som ikke er opfundet af mennesker, men som er et evigt eksisterende princip, og her har vi afsløringen af, hvad der er livets mening. Når tingene er færdige, virker alting på denne harmoniske måde. Men når noget ikke virker harmonisk, må det bringes til at virke på denne måde, og derved kommer vi til at se de første former for moral, fortalt af naturen selv. Det er tydeligt, at hvis et organ ikke arbejder sammen med de øvrige, bliver der sygdom. Det begynder at udvikle sig i kræftformationer osv. Så kan det jo ikke fungere, som det skal, og så går det ud over helheden. Det kan blive sådan, at hele kroppen går under. Hvis et menneske er rasende hidsig over for sine omgivelser, er det jo heller ikke til glæde og velsignelse, så er det også ødelæggende, nedbrydende, dødbringende, livsledebefordrende. Det er jo tydeligt at se, at det skal være i harmoni.
      Livet har en mening i hele sin struktur og opbygning, og denne mening kommer frem, når tingene har nået deres færdige stadium. I mange tilfælde kan menneskene i deres eget væsen se, at der er noget, der ikke er færdigt, og ligesom organerne i en organisme er menneskene også afhængige af hinanden. Når der er noget galt i en animalsk organisme, er det ikke så mærkeligt, at der skriges imod dette jeg. Når vi mærker, at der er noget galt i vor organisme, vil vi gerne have det væk. Vi vil gerne have helbredelse og søger så til læge. Når vi mærker, der er noget galt i vor organisme, så søger vi jo til læge. Vi vil gerne have det væk, vi vil gerne have helbredelse. Men hvad er det, der sker? Der sker jo det, at der er blevet uorden i systemet. De små væsener lever et forfærdeligt liv, deres naturtilstand er ved at blive ødelagt. Mikrovæsenernes tanketilstand, mentale opfattelse og lidelsestilstand går videre og forplanter sig igennem organerne til jegets kundskab, som så sætter de betingelser i gang, ved hvilke de skulle blive helbredt. Altså et forsyn! Det gælder jo alle mennesker. Det må være et abnormt menneske, der ikke vil søge helbredelse, hvis der er noget i vejen med det, og ellers skal det nok give sig til at smerte, og så skal det nok søge at få smerten stillet. Hvis der er noget i vejen i en organisme, vil mikrovæsenerne appellere til en overhøjhed, til hovedjeget, som så vil søge at få det i orden, fordi det også er en livsbetingelse for jeget at få det i orden, ligesom det er en livsbetingelse for væsenet selv at komme i kontakt med alt øvrigt i dets omgivelser.
      Det store punkt, som menneskene nu er ved at skulle til at lære, er, at det er en livsbetingelse for dem at komme til at leve på en sådan måde, at de er til glæde og velsignelse for deres omgivelser. Det skal ikke være sådan, at de vil have, at omgivelserne skal være til glæde og velsignelse for dem, uden at de selv skal gøre noget. Det er jo det, der mest er tilfældet.
      Vi ser tydeligt igennem livets egen tale, hvad der er livets mening. Når hele verdensaltet er levende, må det samme også gøre sig gældende her. Hvis der på en klode er noget galt, vil der blive appelleret til hovedjeget, så der bliver truffet foranstaltninger. Vi kan være overbevist om, at hvis menneskene vil til at ødelægge jordkloden ved brintbomber eller andre kræfter, skal det nok komme til at mærkes af jordklodejeget, og så skal det snart blive standset. (Se stk. 383, 418, 533)