Grand Kursus
Livsenhedsprincippet
Symbol nr. 7
383. Vi kender allerede dette symbol fra tidligere foredrag. Det symboliserer universet, der er en organisme. Det er en organisme, hvor der er organismer inde i organismer. Vi ser, at hver enkelt figur er en fuldstændig kopi af den større figur. Det er den samme figur, der går igen alle steder. Symbolet kan også symbolisere en organisme, som er opbygget af organer, som også er organismer. Vi ser organernes organer, cellerne, der igen er opbygget af molekyler, atomer osv. Alt er levende væsener, organismer inde i organismer, således at hele universet bliver en levende, arbejdende organisme. Vi er begyndt at se, hvad det vil sige, at Guds ånd svæver over vandene. Det er begyndt at blive til kendsgerning for os netop igennem disse sole og mælkeveje, igennem vore egne atomer og elektroner osv. Vi ser således, at i Gud lever, røres og er vi.
      Vi ved også, at der kan ske noget uheldigt, noget abnormt, som giver smerter, men så går der øjeblikkeligt rapport til jeget, som så søger at få det helbredt. Hvis vi bliver læderet, går vi jo til læge eller søger at få det helbredt, og det er jo en beskyttelse for mikrovæsenerne. Mennesket er jo en gud, der hører mikrovæsenernes bøn og råb om hjælp. Således er det hele vejen igennem. Vi er hele tiden under et makrovæsen, for hvilket det er en livsbetingelse at beskytte os, akkurat som det også er en livsbetingelse for os at beskytte vore egne mikrovæsener. Kan det være mere tydeligt? Nej, det kan det ikke. (Se stk. 146, 418, 533)
Symbol af Martinus
Symbol 7
Livsenhedsprincippet