Livsenhedsprincippet
Symbol nr. 7
533. Nu siger vi foreløbig farvel til kirker, religioner og alt det, vi har lært i vor børnelærdom, for at se, hvad verdensaltet fortæller os. Nu begynder vi selv at analysere og tale med universet.
      Symbolet viser forsynsprincippet og livsenhedsprincippet. Det symboliserer også vort eget væsen og vor egen organisme. Den store trekant i midten symboliserer vort jeg. Hvad jeget er, ved menneskene endnu ikke helt, men det vil de vokse frem til. Teoretisk kan man nu igennem de kosmiske analyser komme til at lære, hvad jeget er. Jeget er det, der oplever i væsenet, det, der tænker og handler. Dette jeg er bag ved organismen. Det er en kendsgerning, at når det forlader organismen, så ligger man hen som et lig.
      Vi har en organisme, der består af mikrovæsener. Organismen er bygget op af organer, som er symboliseret ved de otte runde figurer i ringen rundt om den store trekant. Organerne er på tilsvarende måde opbygget af celler, der igen er opbygget af molekyler, atomer, elektroner osv. Alle disse selvstændigt kombinerede, fysiske kraftcentre er organismer for et jeg. Ethvert af vore organer har et selvstændigt jeg. Hvert organ har en organisme, der består af mikrovæsener, celler. Hver celle har også en organisme, der også består af mikrovæsener. Og således kan vi blive ved i det uendelige ned i mikrokosmos, indtil vi kommer uden for tid og rum. Vi kommer til et sted, hvor vi må forlade tid og rum. Det er ikke længere beregnet for os, og så må vi gå uden for tid og rum.
      Symbolet viser, hvordan vi er udstyret, og det viser, hvor vældigt vi hænger sammen med alle disse levende væsener, der er i vor organisme. Der er millioner, myriader af celler, molekyler osv. Der kan ske en ulykke ved et eller andet organ, der er beregnet på at være med til at opretholde helheden, velværet, velsignelsen for dette væsen. Hvis der sker noget med mikrovæsenerne, hvis cellerne bliver læderet eller ødelagt, så kan organet ikke fungere, og så tager helheden også skade. Helhedens jeg, der er symboliseret ved den store trekant i midten, fornemmer sygdom, lidelse, smerter. Derfor bliver jeget interesseret i at bringe skaden ud af verden og søger helbredelse. Det søger at blive sund og rask igen. Vi ser derved, at jeget ikke kan være lykkeligt, hvis det ikke sørger for, at dets mikrovæsener bliver lykkelige. Dette samme gælder for mikrovæsenerne, for de har jo også deres mikrovæsener.
      Her vil man måske indvende: "Ja, det er rigtigt nok, at mennesker og dyr har celler, har små levende animalske mikrovæsener, men verdensaltet omkring os med have og lande, med stjerner, måner, det er da ikke noget levende væsen". Men der må vi så sige: "Hvad er det da?" – Når vi tager en dråbe mosevand, ser vi, at den er fuld af logik. Alt, hvad der foregår i den, er logisk. Hvorfor i alverden skulle de umådelige områder ude i makrokosmos ikke være lige så logiske? Når det er så nødvendigt, at der er logik i en dråbe mosevand med alle dens små væsener, må det vel være det samme ude i det store verdensrum.
      I verdensrummet ser vi da også, at himmellegemerne går i bestemte baner. Vi ser, at de udløser bestemte planer, de har særlige missioner at udløse. Hvad betyder solen ikke for jorden? Vi ville aldrig nogen sinde have kunnet levet fysisk, hvis vi ikke fik lys og varme fra solen. Hvis solen eksploderede i dette øjeblik, var vi færdige med at leve på det fysiske plan. Så vældigt er det forbundet. Hvilken forskel er der i virkeligheden på det, der foregår inde i vor organisme, og det, der foregår udenom? Inde i os er der en hel serie af logiske processer, der foregår til helhedens vel, til organismens vel, når vi da ikke selv går hen og griber ind i det. Det hele er beregnet på, at vi ikke skal mærke andet end velvære. Når vi er sunde og raske, skal vi ikke engang mærke denne organisme.
      Solen har sin bane, jorden drejer rundt, solen sender sin varme ned i jordens atmosfære, så planter, dyr, mennesker, alle levende væsener kan leve deres liv. Og kloden er endda blevet så fuldkommen, at livet kan blive mange, mange gange bedre, end det er nu, hvor væsenerne endnu ikke er færdige. De kan ikke nyde denne vældige velsignelse, som ligger og venter på dem. Men menneskene skal udvikles til at kunne udnytte den.
      Vi ser, at der er ikke en bevægelse, en skabelse i naturen omkring os, der ikke i sit slutfacit er til glæde og velsignelse, akkurat ligesom inde i vor egen organisme. Så må naturen da også være en organisme. Hvorfor skulle det også ophøre med os? Hvis vi ikke var inde i en organisme, hvad er så alt det andet? Disse små væsener, der lever på deres måde nede i mikroverdenen i vor organisme, har lige så stor ret til at sige, at de er de højeste, og at alt udenom er en død verden. For dem er det, de ser, nemlig også mælkevejssystemer og stjernesystemer. De lever jo i et andet mellemkosmos. I deres mellemkosmos kan de ikke se, at de er inde i en organisme, der kan de kun se stjerner og mælkeveje i deres makrokosmos. Makrokosmos vil altid fra mellemkosmos se ud som stjernesystemer og solsystemer, ligesom mellemkosmos set fra mikrokosmos.
      Symbolet eller billedet viser det første, der er tilgængeligt for synet, nemlig vor egen organisme. I skabelsesberetningen i Bibelen lader man Gud sige: "Lader os gøre et menneske i vort billede efter vor lignelse". Billedet er der jo allerede. Princippet er evigt, og princippet er, at således må en organisme være. Om organismen så viser sig som rund eller firkantet, med arme og ben eller uden, med øjne eller uden øjne, med vinger eller uden vinger, eller hvordan den så end måtte forekomme, er ganske ligegyldigt. Det er det samme princip i alle levende væsener på det materielle plan. Det er en ting, man kan dokumentere som kendsgerning. (Se stk. 146, 383, 418)