Vi har hermed set den unaturlige og naturlige undergang af en fysisk organisme. Medens den naturlige ingen som helst smerte og lidelse frembringer og derfor er i overensstemmelse med overholdelsen af det store kærlighedsbud, så er den unaturlige undergang f.eks. ved ild eller "ligbrænding", som vi har set, en udløsning af selve kulminationen af helvede for det pågældende ligs organiske mikroindivider. Ikke desto mindre pådrager ethvert individ, der overgiver sit lig til en opløsning ved ild, sig ansvaret for en sådan udløsning.
      At det i øjeblikket ikke føler nogen gene ved denne sin handlemåde, ja måske endog føler denne som den bedste og mest tiltalende afslutning på sin fysiske tilværelse, fritager det absolut ikke for dens uundgåelige virkninger.
      Et individ, der endnu i visse felter kan udløse kulminationen af helvede, er et individ, der i de samme felter kulminerer i overtrædelse af de evige love for opretholdelse af normalt liv. Dette vil igen sige, at samme individ i de nævnte felter er tilsvarende ufærdigt eller uudviklet. Men i de felter, hvor individet er ufærdigt eller uudviklet, der er det i tilsvarende grad ubeskyttet mod lidelse, idet lidelsen er det fundamentale middel, ved hvilket de vanskeligste erfaringer bliver virkeliggjort, den guddommelige visdom bliver til kendsgerning, og kærligheden fødes. Efterhånden som lidelserne skrider frem, vokser kærlighedsevnen i de samme felter, hvorved individet netop i disse felter får talent til at overholde loven for tilværelse, kommer til at elske sin næste som sig selv, for derefter i tilsvarende grad at blive uimodtagelig eller immun overfor enhver form for lidelse i de pågældende felter. Hvor individet er færdigudviklet, overtræder det ikke loven og kan her kun opleve den fuldkomne lykke, den fuldkomne tilværelse.