Ethvert levende væsens fysiske organisme kommer således ved sin naturlige opløsningsproces til at gennemløbe et "månestadium", som naturligvis også har sit nyttige formål at skulle opfylde for livsenhederne i den pågældende materie. På dette stadium udgør liget i virkeligheden kun en "mumie", men er endnu omgivet af en lysende glorie eller aura. Men denne er her af en så fin eller høj overfysisk natur, at den kun kan iagttages i kraft af det højeste klarsyn. En sådan lysende glorie er derimod ikke til stede ved asken eller de efterladte jordiske rester af et organisk legemes opløsning ved ild. Her er nok en glorie, men den vibrerer kun i mørke farver, der kun synes at tangere i retning af sort. Denne mørke glorie er også af en sådan beskaffenhed, at den kun bliver synlig ved hjælp af den hellige ånds højeste sekraft.
      Ligesom en måne altid vil være et levende gravmæle over en mere eller mindre udviklet fortidig verden, således er også mumien i realiteten det eneste absolut ægte og dermed naturligt lysende gravmæle over et levende væsens forhenværende jordiske tilværelse, dets nedstigning i fysisk materie og tilbagevenden til et overjordisk tilværelsesplan. Da stoffet i dette gravmæle ikke er levende bevidst liv, kan man, alt eftersom det nu passer ind i forholdet, frede eller tilintetgøre nævnte gravmæle. Ved tilintetgørelse vil stoffet her på naturlig måde gå over i kredsløbet.