Men for yderligere at klargøre mikroindividernes skæbne i en organisme, hvis makroindivid på normal måde er døende, vil vi igen betragte mikroverdenen gennem mellemkosmos, hvilket altså vil sige det samme som, at vi igen vil indstille vor bevidsthed på os selv som mikroindivider.
      Når jorden engang på naturlig måde skal dø, hvilket vil sige, når dens jeg skal slippe sin forbindelse med dets fysiske legeme (den fysiske jordklode), vil denne proces ikke skabe nogen særlig forvirring i dens mikroverden, under hvilken mennesket altså er henhørende. Da jordens fysiske levetid i forhold til menneskets levetid er af en sådan udstrækning, at hvad der er århundreder for mennesket, faktisk kun er "minutter" for jordvæsenet, vil samme væsens dødsproces selv i heldigste tilfælde, hvor den i dets eget tidspanorama kun varer nogle få "minutter", for dets mikroindivider og dermed for menneskene vare ligeså mange århundreder. Nævnte dødsproces vil derfor ikke være i stand til at fremkalde nogen som helst form for unaturlig død blandt de pågældende mikroindivider. Disse får alle hver især rigelig tid til at leve deres nuværende fysiske liv naturligt til ende. Og virkningen af jordens døende tilstand vil kun blive synlig i den omstændighed, at de nævnte væsener ikke mere kan genfødes på jorden. Med dødens indtræden ophæves livsbetingelserne for de mikroindivider, der er af en så fremskreden udviklingstilstand, at de kun kan eksistere i en "levende" organisme – ikke i et lig. I henhold til denne deres tilstand drages de mod andre verdener, hvor de for dem særlige reinkarnations- eller genfødelsesbetingelser er til stede. Men i jordens lig er livet synkende. Livsbetingelserne bliver mere og mere grove og barske og åbner kun mulighed for inkarnation af tilsvarende lavere og lavere, primitive og robuste levende væsener. Bevidsthedsniveauet synker ned til barbariske og primitive dyriske former. Men tilsidst ophører også betingelserne for de dyriske væsener og alt organisk liv. Tilbage vil så kun være mineralregionernes, på det fysiske plan, bevidstløse masse, verdens "skelet". Jordorganismen er blevet til en – måne. Som et lysende gravmonument over sin egen fortidige tilværelse vil den sejle hen gennem verdensaltet, følgende evige love, higende frem mod opløsning, mod frigørelse, mod hvile også for disse sidste rester af bunden materie, af underbevidste livsmasser. Og engang vil denne ruinhob af en svunden verden, denne sidste fysiske hilsen fra et fortidigt tidspanorama i den guddommelige skabelseshistorie også have forladt det fysiske plan. Men på den mørke nathimmel lyser nye sole, nye verdener, nye måner i det evige kredsløb i Guds stråleglorie eller evige firmament.