At opleve mikrokosmos gennem mellemkosmos vil være det samme som at betragte sig selv som et mikroindivid. Og vi vil nu på denne måde gøre os klart, hvad der ville ske, hvis jordkloden, der jo er vort makroindivid, lod sin organisme opløse ved ild. Da vi er mikroindivider i denne organisme, vil vi således få de store grundrids af de fakta, der i grundprincip vil være absolut analoge med de fakta, som vil gøre sig gældende overfor mikroindividerne i vor egen organisme ved en ligbrænding.
      Hvis jorden på en eller anden måde kom i brand, f.eks. ved et sammenstød med en anden planet, ville den umiddelbart forudgående tid før dette sammenstød fylde verdens dyr og mennesker med en rædsel, til hvilken der aldrig på dens overflade har eksisteret noget sidestykke. Et panisk virvar ville som en stormvind gå hen over jorden og forvandle den til en forgård til helvede. Mennesker og dyr ville i afsindig skræk som jaget vildt i rasende fart styrte afsted frem og tilbage hen over en vaklende klode, hvis tyngdekraft og ligevægtspunkt, ved det fremmede himmellegemes nærhed, forlængst var kommet af lave. En hær – ikke af soldater med kanoner, maskingeværer, bombeflyvemaskiner eller andet menneskeligt påfund af mordinstrumenter, hvis virkninger her i nærværende tilfælde næsten kun ville være at betragte som kærtegn, – men derimod en hær af skypumper, stormfloder, jordskælv, nye opdukkende vulkanske udbrud ville omringe den jagede menneskehed og øvrige repræsentation af liv. I en regn af glødende partikler fra jordens indre måtte de tilbageblevne overlevende væsener hjælpeløst balancere på randene af opståede mægtige svælg eller dybe afgrunde i den revnede jordoverflade. En fortættet atmosfære af mere eller mindre giftige dunstarter og røgskyer ville forpeste luften og udelukke enhver stråle af solens lys. Og i den begsorte nat ville hærskarernes dødsrallen og angstskrig totalt overdøves af en altdominerende larm eller torden fra en sammenstyrtende jord eller elementernes undergang. Over den mørke himmel ville der gnistre en mangfoldighed af lyn, der ligesom en hærskare af flammesværd, ført af usynlige hænder, ville dolke eller nedsable livet både her og der.
      Men endnu er enden ikke nået. Fra den fjerne horisont begynder et rødligt lysskær at gennemtrænge mørket. Verden er kommet i brand. Et umådeligt flammehav æder sig med stærk fart frem gennem kontinenterne og med sine altomspændende røde ildsluer lader forstå, for de sidste rester af organisk liv, som har været i stand til at trodse og overleve de hidtidige strabadser, at "her lades alt håb ude". Og med den sidste hendøende gnist fra dette mægtige flammehav slukkes en stjernes lys. En før så lysende, skøn og beboet verden er gået under i nattens mørke.