Ved således at indstille sin observation på sin egen identitet som mikroindivid, får individet den størst mulige adgang til mikroverdenen, der findes. Her er åbenbaringen indtil hundrede procent. Her er brændpunktet for den guddommelige faderlige korrespondance.
      Her vil man måske indvende, at der er meget stor forskel på vort eget liv og vore mikroindividers liv. Hertil må jeg svare, at der ganske vist er forskel, men denne forskel fremtræder kun i overfladiske detaljer og eksisterer ikke i art, men kun i grad. Livsprincipperne er de samme i alle spiraler, både i de overliggende og i de underliggende. Vil man derfor retmæssigt gøre sig klart, hvad der foregår ved en ligbrænding, da skal man ikke rette bevidstheden ind på mikroindividerne, idet disse jo fremtræder som sansningens yderste periferi og trods mikroskopet fortoner sig i nævnte periferis lysende tåger.
 

 

Alle levende væsener fremtræder i det indbyrdes kontrastforhold til hverandre, vi kalder "udvikling". Denne udvikling viser sig igen som en stigende skala af forskellige trin fra en tilsyneladende mindre til en mere fremtrædende form for oplevelse af livet. Ethvert levende væsen befinder sig altså på et eller andet af disse trin i skalaen. Dette trin vil igen for det pågældende individ blive centrum i dets observation eller oplevelse af andre trins væsener og forhold. Dette vil igen sige, at nævnte trin bliver en slags "fast punkt", en slags "målestok" eller den kontrast, i forhold til hvilken de nævnte andre trins væsener og forhold bliver bedømt, får karakter, kommer til at forme sig i nævnte individs erkendelse eller opfattelse.
      Lige i det samme trins kulminationspunkt befinder sig individets oplevelse af sig selv eller sin egen tilværelse. Denne oplevelse bliver igen individets sansebrændpunkt. Det samme individs oplevelse af et andet væsens tilværelse kan derfor ikke ske i dette "brændpunkt", men vil straks fremtræde udenfor. Som følge heraf kan oplevelsen af et andet væsen ikke være ligeså klar som individets oplevelse af sig selv. Og jo længere borte fra nævnte brændpunkt et andet væsens trin ligger, desto uklarere og mindre detaljeret vil samme væsens livsforhold og fremtræden forekomme sansebrændpunktets ophav. Ethvert levende væsen kommer derved til at stå i et vist perspektivisk forhold til sine medvæsener, ikke alene fysisk, men også åndeligt.
      Da vor egen begavelse og erfaringssamling er vort sansebrændpunkts ordinære lyskilde, vil alt, hvad der forekommer indenfor dette brændpunkts særlige område, blive stærkest belyst, idet denne vor livsflamme aftager i styrke, desto mere den ligger udenfor brændpunktets centrum. Alt, hvad der ligger udenfor vort eget liv, befinder sig altså mere eller mindre fjernt fra dette brændpunkt og vil forekomme os tilsvarende mere eller mindre uklart og fremmed. Og jo længere borte fra brændpunktet en ting befinder sig, desto mere vil den derfor fortone sig for tilsidst helt at gå over i det usynlige.
      Dette sanseområdets klareste og stærkeste lysfelt udgøres altså af vort eget liv og manifestation. På nærværende symbol er dette udtrykt ved den stærke lysstråle, som udgår fra et bestemt trin på trappeformationen til højre, der netop skal illustrere udviklingsstigen.
      Trekanten, hvorfra strålen udgår, skal udtrykke et levende væsen. Strålen udtrykker dette levende væsens samlede sansning. Genstanden for denne sansning er verdensaltet. Dette er igen udtrykt på symbolet som den lodrette kegleformige figur til venstre. Af dette verdensalt sanser individet altså klarest den del, der udgør dets eget liv og fremtræden, den del indenfor hvilken det selv skaber eller manifesterer.
      Denne del i forbindelse med den del, der udgøres af medvæsenerne på det samme trin, udgør igen, som påvist i min bog "Logik", den eneste absolutte basis for individets erkendelse af den absolutte logik, hvilket vil sige verdensaltets planmæssighed eller matematik, og uden hvilken erkendelse en hundrede procents logisk tænkning umuligt vil kunne udløses.
      Denne individets hjemstavn på udviklingsstigen er igen at udtrykke som "mellemkosmos" og vil på symbolet udgøres af det felt, der ligger lige i lysstrålens kulmination. Udenfor denne lysstråle fortsætter verdensaltet opad i det store og nedad i det små. Disse to fortsættelser er grundet på visse perspektiviske omstændigheder, som nævnt i nærværende bog, henholdsvis at udtrykke som "nærkosmos" og "fjernkosmos". Disse to afsnits beboere udgør igen, grundet på de samme perspektiviske forhold, overfor vort eget udviklingstrin henholdsvis "makro-" og "mikroindivider", kæmpe- og miniaturevæsener.
      Ved den daglige oplevelse af livet, oplevelse af smerte og lidelse, oplevelse af kærlighed og lykke næres individets livsflamme, og lyskeglen holdes i live og er det strålevæld fra den evige Faders eget ocean af lys, der i form af den hellige ånd skal åbenbare hans nærhed, livets mysterium og kærlighedens altbeherskende element i verdensaltet for den betagede gudesøn.
 

______

      At noget fremtræder som mikroskopisk og fortoner sig i de lysende materier er kun udtryk for, at det netop befinder sig længst muligt borte fra sansefeltets klare og tilgængelige centrumsområde, hvilket altså igen vil sige det felt, hvor individet har sin allerhøjeste observations- og analyseringsevne, det felt, hvor den guddommelige faderlige korrespondance er på sit højeste.
      Men ligesom en ting kan være for langt borte fra sansningens brændpunkt og derfor i en altfor høj grad kan overses, således at den forsvinder som et lille detaljeløst punkt i det fjerne, således kan en ting også være altfor tæt ved nævnte brændpunkt og derved, ja endog kun med en enkelt detalje i sit område, opfylde hele sansefeltet og kommer derved til at virke uoverskueligt, kæmpemæssigt eller makrokosmisk. Mikrokosmos og makrokosmos er altså i realiteten kun et åndeligt perspektivforhold.