Gennem foranstående har vi nu fået så mange forkundskaber til selve livets mysterium, at det vil være forholdsvis let at fatte meningen med efterfølgende analyse af en ligbrændings uhyrlighed overfor stoffets liv. Vi har således set, at jordkloden selv var et levende væsen. Vi har påvist de samme princippers tilstedeværelse i dens organisme, som vi finder i vort eget legeme, og som er udtryk for et levende væsens manifestation. Vi har naturligvis kun kunnet gå rent elementært til værks, men har dog påvist de felter i jordklodens organisme, de naturkræfter, der ved en nærmere analyse eller udforskning uafviseligt vil gøre de ræsonnementer og facitter til kendsgerninger, som jeg har påvist angående jordkæmpens livsfunktioner, og som – måske for første gang – har givet læserne et svagt pust af fornemmelsen af et levende væsen bag de oceaner af kræfter, han eller hun er vant til at udtrykke som naturen, som himmel og jord, som kontinenter og have, som lys og mørke.
      Der kan naturligvis være meget tilbage for læseren at gøre indvendinger imod eller spørge om angående denne jordklodens identitet som levende væsen, men disse indvendinger eller spørgsmål vil alle kun dreje sig om den forskel, der nødvendigvis må være mellem jordkæmpens og dens mikroindividers livsfunktioner i henhold til den overliggende spirals indflydelse, som jordvæsenet netop tilhører. Og læseren må således lære at forstå, at det kun er i principperne, at jordvæsenet har livsfunktionerne tilfælles med ham selv, men derimod ikke i den materielle form for udløsning af disse. Denne er naturligvis ubegrænset ligesom legemsformen og kan varieres i det uendelige. Det er i den guddommelige verdensplan ingen almenbetingelse for materiel spisning, at denne skal foregå ved hjælp af kniv og gaffel, eller at denne skal være en i en særlig mavesæk forekommende opsummering af grove materier, der i denne sæk skal begynde deres fordøjelse. Det er kun en enkelt særlig lokal metode for den materielle ernæringsform i verdensaltet. At nævnte metode ikke er universets eneste kan allerede iagttages her på jorden gennem forskningen af planternes ernæring, der jo dog foregår på en helt anden måde. Når jordvæsenet får sin materielle føde i form af solstof, er der således absolut intet mærkværdigt eller unaturligt i dette, idet denne ernæringsform også kun er en af verdensaltets mangfoldige variationer af det samme princip. Selv om der er meget ved erkendelsen af jorden som et levende væsen, der synes mærkeligt, må man naturligvis huske på, hvor umådelig stort et fysisk væsen det er, vi her har for os, og hvor fantastisk små læsernes fysiske øjne er overfor dette væsen. Alt kan som følge heraf kun ses i kæmpeformat, alt bliver grotesk og fuldstændig uden den harmoniserende og mildnende tilpasning eller sammensmeltning med omgivelserne, der gør sig gældende i alle synsfelter indenfor den sædvanlige observation af væsener fra individets egen livszone, og hvor det samlede overblik over hvert enkelt levende væsens fysiske ydre i rig overdådighed er vanemæssigt tilgængelig. At se jorden som et levende væsen er i princip næsten det samme som at se et væsen af vor egen art i en millionforstørrelse. Alt i dette syn ville være ligeså grotesk, unaturligt og vanskeligt at opfatte som detaljer i et levende væsens organisme, som de realiteter, vi i dag tilsammen kalder "naturen", for den begyndende åndsforsker er vanskelige at opfatte som livsfunktioner i et levende væsens organisme.