Nu er der måske læsere, der vil komme med indvendinger og mene, at det her berettede er altfor overdrevent, og at man i det daglige liv umuligt ville kunne opfylde en sådan levevis, som den, der her er anvist som den absolutte vej til lyset, til den store fødsel. De vil måske påberåbe sig, at man ikke engang kan koge en liter vand uden i stor stil at myrde og dræbe mikroindivider, at man ikke engang kan røre sig ude i naturen, kan næsten ikke sætte sin fod noget sted uden, ja, selv mod sin vilje, at være en ulykkesfaktor for mikroverdenen. Og hertil må jeg svare, at naturligvis intet er overdrevet i mine analyser, men det er ganske rigtigt, at man ikke kan leve her på den jordiske klode eller verden uden selv mod sin vilje at dræbe. Jorden er nemlig henhørende under de kloder, hvor det dræbende princip endnu i stor udstrækning er en livsbetingelse. Men den er dog i stadig udvikling. Og dette vil igen betyde, at det dræbende princip som livsbetingelse er degenererende, er i aftagende, og at en ny livsbetingelse: det livgivende princip eller kærligheden er ved at spire frem. Dette vil igen sige, at afhængigheden af det dræbende princip som livsbetingelse bliver mindre og mindre. Der bliver således i samme grad affødt et voksende område, indenfor hvilket det dræbende princip ikke mere eksisterer som livsbetingelse, men alligevel af menneskene, grundet på gamle vaner, ubetænksomhed og uvidenhed, bliver praktiseret eller opretholdt. Og det er kun indenfor dette område, at kærlighedsbuddet til det jordiske menneske er rettet. Det nævnte bud er ikke indstillet på at forlange umuligheder. Det påbyder kun overholdelse indenfor de felter, hvor det absolut ikke er en livsbetingelse at dræbe. Det er disse felter individet til enhver tid må være i kontakt med. Det er således ikke nogen normal livsbetingelse for et individ at nyde unaturlige og skadelige drikke- og fødemidler. Det er ikke en livsbetingelse for mennesket at spise animalsk kød- og fedtprodukter. Det er ikke en livsbetingelse at bagtale sin næste, at være hidsig, at være opfyldt af hævngerrige og onde tanker mod andre og derved, foruden at forpeste luften for disse andre, underminere sit eget blods magnetisme og fremkalde dårligt helbred. Det er heller ingen livsbetingelse at brænde animalske stoffer, at bruge animalske lyskilder: tællelys, julelys o.l. ligesom det naturligvis heller aldrig, under nogen som helst forhold, kan være en livsbetingelse at brænde sit eget lig.
      Således er der en mængde dræbende og skæbneunderminerende felter, der ikke er en livsbetingelse og derfor må bekæmpes af individet. Men der er naturligvis felter, hvor individet må betjene sig af det dræbende princip grundet på jordens endnu lave udviklingsstandard. Mennesket kan endnu ikke leve af frugtkød alene og må derfor indtil en vis grad opsummere i sig vegetariske næringsstoffer med livsenheder af så fremragende karakter, at de må dræbes enten ved kogning eller ved fordøjelsesprocessen i organismen, for at de livsenheder, som udgør den virkelige næring, kan blive frigjort.
      I alle sådanne tilfælde, hvor beskyttelsen af mikroindividerne betyder død og undergang for makroindividet, der kan det dræbende princip ikke ignoreres. I sådanne tilfælde står individet jo overfor to former for udløsning af det dræbende princip og må selvfølgelig betjene sig af den form, der afstedkommer det mindst mulige drab. Af to onder må man vælge det mindste.
      Ved en kærlig og fornuftsmæssig forskning vil individet aldrig være i tvivl om, hvor det nødvendigvis må betjene sig af det dræbende princip, og hvor det ikke er afhængig af dette. Der, hvor det ikke er afhængig af dette, der er dets træningsplads for afvænningen af samme princip. Der må det ignoreres indtil hundrede procent. Men der, hvor det endnu er en virkelig livsbetingelse, der udgør det felter, som kun jordens egen vækst i udviklingen kan forandre. Der vil det virke i retning af selvmord, hvis individet ignorerer det dræbende princip.