Når mennesker, der ellers på visse åndelige områder er fremskredne, i vore dage lader sig rive med af den ældgamle og fra et meget primitivt eller hedensk bevidsthedslag stammende idé, der går ud på, at individernes lig eller afsjælede legemer skal brændes, så skyldes det udelukkende deres endnu uendelig spinkle kendskab til mikrokosmos. Kendskabet til denne del af verdensaltet er endnu så elementært, at det slet ikke har kunnet gribe virkningsfuldt ind i de pågældende væseners følelsesliv, berøre deres kærlighedsevne, deres samvittighed. At deres fysiske legeme er et helt univers, i hvilket millioner og atter millioner af levende væsener bliver skænket livets oplevelse, at det er en lille verden, i hvilken de samme små væsener har deres kampe for "det daglige brød", har deres sorger og lidelser, deres glæder og livslykke, er de ikke blevet bevidst i, ligesom det naturligvis heller ikke rigtigt er gået op for dem, at de med deres daglige vandel og livsførelse, deres ernæring og legemspleje udgør overordentlig store medbestemmende faktorer i skabelsen af harmoni og lykke eller af disharmoni og ulykke i disse små væseners tilværelsesplaner eller livszoner. Skønt en del af disse livszoner er menneskenes eget kød og blod, er dette kød og blod faktisk endnu en ukendt realitet for dem. At kende sit legeme som muskulatur, skelet og knogler, som nerver og sener, som kød og blod osv. er ikke noget virkeligt eller absolut kendskab, sålænge man ikke ved, at disse realiteter kun er det ydre resultat af et sammenspil af myriader af levende væseners daglige liv og færden. Et univers, i hvilket forholdet mellem guden og de levende væsener er så latent eller ufuldkomment, er en verden uden en gud eller en gud uden en verden, ligesom et jeg, uden kendskab til sit legemes identitet som univers og dets beboere, er et "ufødt" væsen, er et "foster" i den virkelige tilværelse, i den virkelige form for oplevelse af livet.