Ethvert levende væsen er altså i henhold til sin organisme en "universbærer", en opretholder af en generalbolig for myriader af levende væsener overfor hvilke det selv og dets organisme tilsammen bliver "makrokosmos", medens de små væseners organisme, liv og færden tilsammen for samme individ bliver "mikrokosmos". Men når vi således selv i vort eget væsen i form af vor egen organisme og manifestation udgør både "mikrokosmos" og "makrokosmos", har vi jo hele tilværelsens mysterium i os selv. Livets store gådes løsning ligger ikke ude i himmelrummets fjerne mælkeveje, tusinder eller millioner af lysår borte, ligesom den heller ikke ligger hinsides besværlige og utilgængelige "mælkeveje" eller "lyståger" i det fantastiske små. Og da tilværelsen netop udløser disse gyldne rande som afslutning for sansningens yderste periferi, er det fysiske verdensalt netop dermed, trods lystågernes eller mælkevejenes uendelige fortsætten, fremtrædende som "endeligt". De fjerne sole, i det små som i det store, er det sidste punktum i den guddommelige åbenbaring af den fysiske verden. De lysende tåger er Guds glorie om sit eget fysiske legeme. De er grænse for den guddommelige faderlige korrespondance "på tværs af materien". (Se billedet i kapitel 29.) De er endepunkterne på den vandrette linje i "korsets tegn". De gør den "lodrette linje" i samme tegn aktuel. Forskningen bliver "på langs ad materien". "Korsets tegn" bliver fuldkomment. Stjernerne drejer den gudesønlige kurs direkte tilbage mod hjertet af den evige Fader.
      Og absolut kun her alene fortæller den overjordiske Fader sit mysterium, sit altoverstrålende livs hellige eventyr, det eventyr fra det virkelige liv som vi nu her gennem denne bog har forsøgt at give et ganske lille svagt omrids af.