Ethvert levende væsen udgør altså i henhold til foranstående et "makroindivid" og en hærskare af "mikroindivider". "Makroindividet" er det levende væsens udødelige jeg i forbindelse med dets samlede organisme, hvilket vil sige en kombination af fysiske og åndelige legemer eller organer. "Mikroindividerne" er denne organismes stofmateriales sidste grundanalyse, hvilket igen vil sige "livsenhederne" eller de mikroskopiske levende væsener, af hvilke hvert enkelt af samme organismes legemer udelukkende består, enten dette så er et lig eller endnu er knyttet til makrojeget. At der ikke findes noget som helst stof, der ikke består af "livsenheder", bliver en kendsgerning derved, at der ustandseligt i tilværelsen foregår forvandling. Denne forvandling er i sin sidste instans kendt som "tidens tand". Idet det er en kendsgerning, at absolut intet stof i længden kan modstå "tidens tand" og derved befinde sig udenfor forvandling, bliver det også en kendsgerning, at dette stof er "levende", thi hvis det ikke netop var "levende", kunne det umuligt bevæge sig. Og uden bevægelse er forvandling absolut umulig.
      Det er forlængst blevet en kendsgerning indenfor den virkelige erkendelse af logik, at en virkelig "død" ting er identisk med absolut "stilhed". Men hvordan skulle den oplevelse af livet, der nu er en kendsgerning for individet, blive til, hvis der i dets organisme herskede absolut stilhed, ikke fandtes nogen som helst forvandlingsproces? – Der ville i så tilfælde ikke være noget, der hed barndom, ungdom og alderdom, ja, der var jo overhovedet slet ikke noget, der hed fødsel, ikke noget, der hed ernæring, mad og drikke. Hvad skulle en absolut "stille" eller forvandlingsfri organisme med det? – En "død" ting kan ikke "fordøje", behøver ingen føde.