Imellem makroindividet og mikroindividerne er der således et indbyrdes afhængighedsforhold. Mikroindividernes "daglige liv og færden" udløser sig i makroindividets "almenbefindende", medens makroindividets daglige liv og færden udløser opretholdelsen og skabelsen af kvaliteten af skuepladsen for mikroindividernes form for oplevelse af livet, idet makroindividets samlede organisme jo er univers eller bolig for disse væsener. Hvis makroindividet udgør det, vi kalder "et højt udviklet væsen", hvilket vil sige et væsen, der i kraft af sin kærlighedsstandard, sit store erfaringsmateriale, sin intelligens og visdom lever i fuld kontakt med de guddommelige love, må dets organisme frembyde en fuldt harmonisk og sygdomsfri fremtræden, medens det modsatte er tilfældet med et makroindivid, der udgør et mindre udviklet eller primitivt væsen, hvilket altså vil sige et væsen, der endnu ikke kender livets love og derfor ikke kan være i kontakt med disse og således endnu er født til at myrde og dræbe, sønderflænge og skabe lidelse. Disse to former for makroindivider repræsenterer således forskellige livsbetingelser og kan ikke have den samme opholdszone. For at kunne opretholde livet må de væsener, hvis livsbetingelse kun kan opretholdes i kraft af at dræbe, jo befinde sig i en zone, hvor der er tilstrækkelig basis for denne mordevne. Rovdyret mister således sine livsbetingelser, hvis det bliver lukket inde i et område, der er hundrede procents vegetabilsk, hvilket vil sige et område, hvor der ikke findes dyr at dræbe. På samme måde må det væsen miste sine livsbetingelser og fysisk ophøre, hvis livsbetingelser er det modsatte af at dræbe, hvis det blev indespærret i et hundrede procents animalsk område. Hermed tænker jeg naturligvis ikke på det jordiske menneske, thi det er endnu ikke nået så langt frem i udviklingen, men derimod på det færdigudviklede menneske eller "gudemenneske".
      Livet betinger således selv, at alle væsener hver især kommer til de omgivelser og zoner, hvor der er basis for opfyldelsen af deres livsbetingelser. Dette bliver altså livets almenlogik. I samklang hermed bliver organismernes mikroindivider også af forskellig natur, idet de pågældende organismer i deres indre jo også frembyder højst forskellige livsbetingelser for disse væsener. Mindre udviklede makroindivider der lever i disharmoni med lovene, og hvis organismer derfor repræsenterer sygdomme, lemlæstelser og lidelser, giver naturligvis ikke de samme livsbetingelser for mikroindividerne som de væsener, hvis organismer repræsenterer den højeste fuldkommenhed og harmoni. Og det er da også en kendsgerning, at det ikke er de samme blodlegemer, celler, molekyler osv. i et menneske som i et dyr, og heller ikke de samme små realiteter i et dyr som i en plante. Ethvert levende væsen får altså mikroindivider i sin organisme, der i det væsentlige passer ind i dets udviklingsstandard, hvilket vil sige karaktertrin og væremåde. Hvis et væsen f.eks. har primitiv tænkemåde, bliver dets magnetisme eller livskraft, som allerede påvist, også primitiv, hvilket igen gør blodet af en lavere eller ringere kvalitet. Dette skaber uundgåeligt igen en tilsvarende ringere kvalitet af livsbetingelser for mikroindividerne i dets organisme. Og det pågældende væsen får da kun tilsvarende primitive mikroindivider i sin organisme, medens et makroindivid med en fin og højt kultiveret og kærlighedsudløsende tænkemåde skaber den diametralt modsatte tilværelsesbetingelse i sin organisme, skaber ophold for tilsvarende fremragende udviklede mikroindivider i denne. Hvad dette giver af velvære og styrke, manifestationsevne og naturlig glæde ved livet for det pågældende makroindivid er næsten ufatteligt for det almindelige jordiske menneske, der endnu i forhold hertil lever i det dybeste mørke.
      Hvis et individ efterhånden har gjort sig til dranker og derved fået et uudslukkeligt begær efter spiritus, vil det altså sige, at det har ødelagt livsbetingelsen for de fleste af de mikroindivider, der naturligt havde hjemme i dets organisme, og således skabt denne om til kun at kunne være bolig for mikroindivider af en sådan robust natur, at de ligefrem har disse uheldige forhold, som drikkeriet afstedkommer i samme organisme til livsbetingelse. Men når en organisme bliver fyldt med et flertal af mikroindivider, der står under den standard, som ellers ville være at betragte som den naturlige for den nævnte organismes normaltilstand, er det givet, at samme organismes udseende og kvalitet kommer til at afvige fra den standard, som den ville have repræsenteret, hvis den var fyldt med de for dens oprindelige tilstand naturlige mikroindivider i dens indre. At et sådant individ dermed i tilsvarende grad mister sin naturlige førlighed, svækker sin tænkeevne og kommer længere og længere ned i primitivitet for tilsidst at fremtræde med en organisme så ødelagt, at den nu kun kan være bolig eller univers for mikroindivider af en så ringe standard eller i en sådan udviklingsafstand fra makrojeget, at dette helt mister kontrollen over organismens funktioner og fremtræden, hvilket tab som oftest slutteligt for samme individ udløser døden på et sindssygehospital eller en åndssvageanstalt, er en af de katastrofer som et sådant unaturligt forhold i værste tilfælde udløser sig i. At man på samme måde nedbryder sin organismes standard som bolig for de naturlige mikroindivider og dermed tilsidst umuliggør den som redskab for jegets manifestation, ved alle andre former for laster, unaturlige og dermed giftige eller narkotiske nydelser, unaturlige begærs tilfredsstillelse, er naturligvis en selvfølge. At sådanne ulykkelige væsener, absolut alle uden undtagelse, i kommende liv bliver hjulpet tilbage til den naturlige tilværelse er en kendsgerning for den kosmisk klartseende, men det har ingen interesse i nærværende bogs hovedemne, og jeg må derfor desangående atter henvise læseren til Livets Bog.