Makroindividet kan således ikke eksistere uden på en måde hele tiden at være i kontakt med fornemmelsen af sine mikroindividers oplevelse af behag eller ubehag. Dets organisme er som tidligere nævnt et "univers", beboet med myriader af levende væsener, der alle hver og et er med til, i form af kampen for deres egen tilværelse, at opretholde makroindividets fornemmelse af at være til. Fra alle egne af dette "univers", ja, selv fra de mest utilgængelige og fjerneste, er der lagt "ledninger" indtil centrum, indtil makrojeget. Da hver enkelt af disse "ledninger", om end usynligt for det fysiske øje, med hundreder af forgreninger er rodfæstet i et mikroindivids organisme, bliver selv den mindste vibration eller bevægelse i nævnte lille organisme overført til makroindividet. Dette fornemmer således en uafbrudt strøm af disse små væseners tilværelsesvibrationer. Denne strøm kendes i den daglige tilværelse som identisk med makroindividets "almenbefindende", medens "ledningerne", som læserne sikkert allerede har gættet, er det samme som "nerverne".
      Nævnte almenbefindendes kvalitet er altså afhængig af makroindividets organismes kvalitet som "univers" for det pågældende trins naturlige mikroindivider. Hvis makroindividet ved usund levevis, laster og katastrofer har påført sin organisme lemlæstelser, indvendige eller udvendige beskadigelser, frembringer dette jo katastrofer for mikroindividerne i de egne af organismen, hvor beskadigelserne eller nedbrydningerne har fundet sted. Tusinder af disse væseners lemlæstelse og død finder således sted ved unaturlig fremtræden af makroindividet, hvorved de funktioner, som de nævnte små væsener var med til at udfylde eller befordre i dettes organisme, derved naturligvis svækkes eller umuliggøres. Og makrovæsenets unaturlige levevis eller fremtræden bliver således i værste tilfælde til en katastrofe for dets samlede organisme og dermed for dets egen naturlige evne til at opleve livet.