Medens makroindividet er direkte bevidst i makrooplevelsen, der jo er dets egen direkte oplevelse af livet, er det kun indirekte bevidst i mikrooplevelsen eller de små væseners oplevelse og tilværelse i dets organisme. Denne indirekte oplevelse forekommer hovedsageligt, når der i samme organisme opstår disharmonier. Disse disharmonier oplever makroindividet som identisk med dets sygdom, smerte og lidelse. Når der ingen disharmonier forekommer i organismen, opgår mikroindividernes samlede tilværelse og oplevelse kun i makroindividets oplevelse som fornemmelsen af naturligt velvære. Når et individ føler legemlig smerte og lidelse, vil det altså sige det samme som, at der i dets organisme findes en hel del mikroindivider, der på en eller anden måde har fået deres livsbetingelse eller eksistens besværliggjort og deres små organismer mere eller mindre lemlæstede eller ødelagte af en for dem deraf opstået unaturlig forøget "kamp for tilværelsen". Hvis det ikke netop var små organismer, repræsenterende små levende væsener, organismen bestod af, men derimod "død materie", hvilket naturligvis er en umulighed i universet, ville smerte og lidelse ikke kunne eksistere. Og da smerten og lidelsen er den urokkelige basis for den første form for skabelsen af makroindividets oplevelse af visdom og kærlighed og den deraf fremtrædende absolut fuldkomne lykke eller oplevelse af Guddommens eget liv, den tilværelse, som i virkeligheden er en kendsgerning, men af det store flertal af jordmenneskene fejlagtigt opfattet eller misforstået, vil nævnte oplevelse uden disse mikroorganismer være en umulighed.