Når et individ vågner, før det har udsovet, er skaderne eller bruddene i nerverne altså ikke helt udbedrede eller lægte. Når samme individ ved sin opvågnen og den dermed indtrådte tankeproces påny sender "strøm" eller "magnetisme" gennem nerverne, vil dette betyde smerte eller værken rundt om i legemet, idet nerverne på grund af deres ulægte tilstand er ømme, ja er næsten at betragte som sår. Ved en permanent for tidlig opvågnen bliver disse "sår" aldrig lægt. Men sår, der aldrig bliver lægt, men får lov til at vokse videre, bliver let inficeret med, eller modtagelige for usundhed for derved tilsidst at blive en katastrofe for individet; og således også med de overanstrengte nerver. En permanent mangel på hvile eller søvn vil uvægerlig tilsidst få nerverne til bogstaveligt at fremtræde i "laser" og "pjalter". Gennem et sådant "ledningsnet" kan "tankemagnetismen" kun vanskeligt befordres, hvilket igen bevirker et pres i hjernen, der mærkes som hovedpine, hver gang individet forsøger at tænke eller arbejde med hjernen. Når dertil kommer, at blodet i sådanne tilfælde, hvor det ikke får det fulde kvantum magnetisme, samtidig med at den magnetisme, der således sparsomt tildeles det, ikke kan være af nogen høj kvalitet som "livskraft", idet individet under de foreliggende omstændigheder ikke kan være i noget højt og lysende tankeklima, men snarere bevæger sig i selvbebrejdelsernes, samvittighedsnagets og melankoliens mørke og gustne tågeskyer, er det givet, at individets samlede organisme i et sådant tilfælde er under et hurtigt voksende fald mod svære lidelser, mod dets egen dommedag og undergang.