Men det er ikke altid, at denne opvågnen fornemmes som bar velvære. Undertiden er den ledsaget af stærk værken i alle lemmer, hovedpine og ugidelighed; hvordan kan det nu være?
      Ja, som læseren i henhold til foranstående let vil kunne forstå, kan et væsen med sit forhold til søvnen gøre ubodelig skade på sin organisme og dermed et tilsvarende attentat på sit eget velvære. Hvis et væsen ikke respekterer sin træthed eller søvnighed, men kæmper imod, hvilket jo meget ofte sker i sådanne tilfælde, hvor individet har brugt den tid, i hvilket det skulle sove, til natlige udsvævelser eller sold og ikke desto mindre skal passe sit arbejde dagen derpå, eller i sådanne tilfælde, hvor det på grund af fattigdom må anvende en altfor stor og unaturlig del af døgnet til arbejdstimer, får det altfor lidt søvn. Et sådant væsen får ikke "udsovet". Det kommer ikke i seng så tidligt, at skaderne kan blive helt udbedrede og nerverne helt lægte inden det tidspunkt, hvor nødvendigheden atter tvinger det til at stå op. Det kan derfor ikke vente, til det har udsovet, og dets opvågnen derved på naturlig måde sker af sig selv, men har måttet vænne sig til en permanent kunstig opvågning. Denne opvågnen sker i de fleste tilfælde ved "vækkeure" eller ved et andet individs "kalden". Men den unaturlige opvågnen kan også blive så vanemæssig, at den kan finde sted ganske af sig selv, på det givne tidspunkt, uden nogen som helst ydre påvirkning. Men en sådan tilstand er kun udtryk for, at individets soveevne allerede er svækket, er på retur. Nævnte soveevne skal helst kunne garantere, at individets fulde tiltrængte søvn sker i ét eneste samlet træk, hvilket altså vil sige uden nogen som helst afbrydelse. At vænne sig til at vågne kunstigt er det samme som at udøve attentat mod nævnte evne. Og dette attentat, hvor uskyldigt det så end tager sig ud, ligegyldigt om det er foretaget med "vækkeur" eller ved et andet væsens venlige "kalden", er i tusinder af tilfælde den første spæde begyndelse eller indledning til det, der senere i livet for mangfoldige mennesker betyder "søvnløse nætter". Disse menneskers "vågneevne" har efterhånden udviklet sig videre og videre for tilsidst at blive så altdominerende i bevidstheden, at den for sjæl og legeme sundhedsbefordrende, styrke- og hvilegivende, naturlige "soveevne" kun er tilbage som "ruiner" eller "brudstykker" af sin oprindelige tilstand. Disse individer kan næsten slet ikke sove. At dette, uden kyndig, helbredende indgriben, betyder nedbrydning og undergang af de pågældende væseners fysiske fremtræden er naturligvis en selvfølge.