Her vil man måske komme med den indvending, at et væsen tænker ikke, når det sover eller på anden måde er bevidstløs, og dog udgør dets organisme under en sådan tilstand ikke noget lig. Men hertil må jeg bemærke, at alle former for bevidstløshed kun kan opretholdes på basis af et vist livskraftoverskud i blodet, og at enhver organisme derfor i et sådant tilfælde uvægerligt vil gå sin undergang i møde, blive til et lig, når dette overskud er opbrugt, hvis ikke individets tankeorganer inden dette tidspunkts indtræden igen er begyndt at fungere og en ny fortsættende livskrafttilføring derigennem atter er bragt til udløsning. Og det er jo netop i henhold hertil, at man foretager oplivningsforsøg i sådanne tilfælde, hvor bevidstheden, hvilket altså vil sige tankefunktionen, ved katastrofal påvirkning er sat ud af stand til ved egen kraft at vende tilbage.
      Ethvert levende væsen har således altid et vist livskraftoverskud, der betinger, at tænkningen gennem det pågældende legeme for en tid kan standses eller sættes ud af funktion uden at have døden til følge. Det får derved en større modstandsdygtighed i kampen for tilværelsen, får betingelser for at overleve katastrofer, lemlæstelser eller påvirkninger, der ellers uundgåeligt ville have udløst dets undergang.