At tanken netop udgør en kraft, der binder eller fastholder organismen i en bestemt tilstand kommer blandt andet til syne i individets ansigtsudtryk. Alene det, at disse kan være forskellige, viser jo, at der bag ansigtet eksisterer en kraft, der er bestemmende for ansigtsmuskulaturens mimik. Et ansigt kan jo udtrykke vrede og had det ene øjeblik og mildhed og kærlighed i det næste. At der bag vrede er vredestanker og bag kærlighed er kærlighedstanker er jo en kendsgerning for ethvert normalt menneske. Men hvis disse tanker ikke var en kraft, en energi, kunne de ikke influere på noget som helst, og dermed heller ikke på ansigtsmuskulaturen. De ville således ikke, som det nu undertiden er tilfældet, kunne få blodet til at "skyde op i kinderne", få hjertet til at banke heftigere, få individet til at rødme eller blegne. Ethvert ansigt ville være stift som en billedstøtte, ligesom det ville være umuligt at bevæge arme og ben. Hvis tanken var absolut "intetbevægelse", absolut stilhed, ville den jo umuligt kunne indvirke på hjerne og nerver og ville dermed umuligt kunne fornemmes eller opleves, idet en indvirkning umuligt kan finde sted uden at være identisk med bevægelse.
      Uden bevægelse eksisterer der således ingen tænkning, og uden tænkning ingen oplevelse af tilværelse. En evig stilhed, en evig død ville være i stedet for livet. Verdensaltet ville være et uophørligt "intet". Men da dette er det modsatte af, hvad der er en kendsgerning, er tanken altså urokkeligt identisk med bevægelse. Al bevægelse i tilværelsen, det være sig skyernes flugt, oceanets brændinger, klodernes kredsløb, blodets brus i vore årer såvel som vor tale, handling og fremtræden er således manifestation af tanke, idet "tanke" kun er jegets fornemmelse af dets omgivende energi eller bevægelse. Når energi fremtræder i vibrationer eller bølger af en sådan natur, at den går direkte gennem hjerne og nerveorganerne og derved fornemmes som identisk med bevidstheden, opleves den som "tanke". Når den derimod fremtræder i andre former, kan den kun opleves indirekte eller som noget, der er udenfor tankeorganerne eller adskilt fra bevidstheden og fremtræder da for individet som "bevægelse". "Tanke" udgør således den inderste fornemmelse af bevægelse. "Bevægelse" udgør den yderste konsekvens af denne fornemmelse.