Igennem foranstående er vi blevet vidne til, at livets højeste logik tvinger forskeren til at erkende "overfysiske" realiteter ved det levende væsen såvel som bag alle former for bevægelse eller skabelse i naturen. Og den førnævnte videnskabelige kursændring vil altså bestå deri, at videnskaben efterhånden bliver direkte indstillet på disse "overfysiske" realiteter i stedet for på de rent materielt-fysiske realiteter, som den nu hovedsageligt er indstillet på. Den ny forskningsmetode vil således være direkte indstillet på "det levende noget", hvis eksistens forskeren i følge den højeste logik kommer til at erkende som basis for al videre forskning. Da forskeren selv er identisk med dette "levende noget", vil hans eget liv være det objekt, der ligger ham nærmest eller er mest tilgængeligt for denne forskning. Den ny forskningsmetode vil derfor mere og mere blive baseret på individets kendskab til sig selv, dets kendskab til sin egen overfysiske natur, thi i denne overfysiske natur ligger hele livets mysterium åbenbaret.
      Den ny videnskab vil efterhånden blive fortrolig med, at stjernetågen i mikrokosmos såvel som i makrokosmos i sin grundanalyse som universets "urstof" er nøjagtig den samme overalt i verdensaltet på samme måde, som vand er vand overalt i den samme flaske eller krukke. Og ligesom man for at få en analyse af vandet ikke behøver hele flaskens indhold, men kun en ganske lille prøve af dette, således behøver man heller ikke i den ny videnskabelige forskningsmetode hele universets samlede stjernetåge for at erholde absolut viden om dens sande natur og analyse. Her er en enkelt lille "prøve" af denne også absolut tilstrækkelig. Og en sådan lille sand "prøve" på universets stjernetåge har ethvert levende væsen medfødt i form af sin egen organisme og bevidsthed, samt i sin tilknytning til den planet eller klode, som det befinder sig på. For et jordmenneskes vedkommende har det således for sig i form af jorden en "stjerne" i stort og håndgribeligt format. Det kan således ved at studere jorden se livets udfoldelse på en "stjerne", der jo er den mindste partikel i "urtågen", ganske uafhængigt af hvilken størrelse den som planet eller klode så end måtte have.