Medens den materialistiske opfattelse således ikke anerkender noget "overfysisk", og dens ophav derved hovedsageligt indirekte benægter sin egen virkelige eksistens eller det levende "noget", der i form af samme ophavs identitet oplever livet, det, der i form af jeget tænker, handler eller manifesterer vilje, intelligens og følelse, og hvorved materien eller "det skabte" for samme ophav derved bliver betragtet som det eneste realistiske, bliver det "overfysiske" af de "åndeligt" indstillede forskere observeret og erkendt som det eneste absolut virkelige, som tilværelsens "faste" punkt. "Åndsvidenskaben" følger altså tilværelsens generallogik, der går ud på, at "intet kan skabe sig selv". Den skelner skarpt mellem "skaberen" og "det skabte".
      For den fremskredne åndsforsker er "skaberen" altså en ligeså realistisk kendsgerning som "det skabte". At denne "skaber" eller dette usynlige "noget" er en gammel olding med hvidt skæg, og som under begrebet "Vorherre" på en mægtig trone sidder og dirigerer verden, er en opfattelse, der af den udviklede åndsforsker naturligvis kun kan accepteres som et "symbol" på den virkelige kendsgerning. Men som symbol er nævnte opfattelse, som den udviklede læser i henhold til foranstående nu let vil forstå, langt mere i harmoni med virkeligheden end materialistens opfattelse, der går ud på, at tingene bliver til af sig selv. Naturligvis er det levende "noget" bag naturen og tilværelsen ikke en olding, der sidder på en trone af træ eller guld, er ikke et væsen, der fremtræder i en bestemt form eller skikkelse, men dette forandrer ikke den kendsgerning, at der gennem alle synlige manifestationer afsløres en vilje-, intelligens- og følelsesmæssig udløsning, og at den højeste logik i tilværelsen tvinger os til at erkende denne udløsning umulig uden tilknytning til "et levende noget", idet materien, stofferne eller kemikalierne ikke kan tænke og handle, have intelligens og følelse.