Men kærlighed er et meget stort begreb. Og menneskenes opfattelse af dette begreb gælder endnu hovedsageligt kun familie, venner og trosfæller. Deres kærlighedsfølelse gælder i mindre grad, når det drejer sig om andre dem "uvedkommende" personer, anderledes tænkende, samt fattige, lurvede og primitive mennesker, for ikke at nævne deres kærlighed til dyrene, der endnu i mange tilfælde er rent mikroskopisk. Her regner jeg naturligvis ikke med de tilfælde, hvor individer har kastet deres kærlighed på hunde, katte og kanariefugle etc., idet denne kærlighed er af samme art som "familiekærlighed" og således ikke behøver at være udtryk for nogen fremragende udviklingsstandard. "Familiekærlighed" er ikke udtryk for den virkelige rene kærlighed, der giver sig udslag i form af "alkærlighed" eller den virkelige "næstekærlighed", idet den ikke udelukker eller forhindrer en i at føle antipati mod naboens familie, sparke til en fremmed hund el. lign., men derimod i visse tilfælde endog stimulerer antipatien mod alt, hvad der ikke hører ind under ens egne tilknytninger: familie, nationalitet, race, tro eller verdensopfattelse m.v. Dens praktisering gennem årtusinder har ført til, at vi i dag har kriser, subsistensløshed, hungersnød, arbejdsløshed, hjemløshed og vagabondering midt i en verden af overflod og rigdom, midt i en uendelighed af betingelser for fred og lykke. Men ikke desto mindre er den nævnte form for kærlighed for tiden ved at få en renæssance. I form af alt, hvad der kommer ind under begrebet "nationalisme" med tilhørende "toldmure", "racehad", "indvandringsforbud", "erobringslyst" og "militarisme", blusser den op påny. Den udgør en kærlighed, der i ét og alt søger sit "eget" og bliver derved den bærende livsbetingelse i dyreriget, der jo er selve egoismens hjemstavn eller specialzone. Men den jordiske menneskehed er gennem årtusinders religiøsitet, gennem kosmiske verdensimpulser nået op i grænseegnene mellem dyreriget og det virkelige menneskerige, hvilket igen henholdsvis vil sige mellem selviskhedens og uselviskhedens zoner. Og det er denne menneskehedens nærhed af uselviskhedens zone, der bevirker, at den dyriske livsbetingelse i form af "familiekærligheden" ikke mere kan være noget fredsstimulerende grundlag for det jordiske menneskesamfund. Den nævnte kærlighed var en bærende faktor, da menneskene endnu kun eksisterede som "stammer" eller "familier" og var også den heldigste faktor for deres videre udvikling i form af stærkt afgrænsede "nationer" eller "riger".
      Men nu eksisterer menneskeheden i realiteten ikke mere i stærkt afgrænsede "nationer". Det er kun af navn, kun på papiret, at verden er inddelt i stater. I realiteten er den allerede blevet til én stat, til ét rige. Dens fremskredne videnskab, dens udvidede teknik, dens hurtiggående samfærdselsmidler, dens overvindelse af afstande, dens store eksport- og importevne m.m. har forlængst indfiltret nationerne i et sådant fasttømret forhold til hverandre, at den samlede menneskeheds identitet som én stat i verden er en uomstødelig kendsgerning. Og jo hurtigere menneskene kommer til at opfatte denne absolutte virkelighed og handler derefter, desto hurtigere vil den virkelige verdensfred være en kendsgerning.
      Da det er udviklingen, der således har skruet staterne sammen til ét rige, er disse i realiteten "sammenføjet af Gud", og ethvert forsøg på politisk eller åndeligt at adskille dem er at gå imod udviklingen og vil derfor være absolut frugtesløst, skabe lidelser, "thi hvad Gud har sammenføjet, kan menneskene ikke adskille".