Hvis et individ ønsker et overblik over eller en virkelig oplysning om de utallige solsystemer, stjernetåger og mælkeveje, der på en klar høstaften er tilgængelig for dets fysiske sanser og eventuelle tekniske hjælpeapparater, da vil det aldrig nogen sinde kunne opnå dette ved en udvidelse af det fysiske syn. Selv om det var i stand til at frembringe teleskoper eller kikkerter, der var tusinder af gange stærkere end de nuværende stærkeste optiske apparater i verden, ville det kun bevirke, at det så endnu flere nye mælkeveje og stjernetåger og således fortsættende i det uendelige. Akkurat det samme er tilfældet med den videnskabelige forskning nedad i det små. Den er også her kommet ind i et stadium, hvor den som før nævnt umuligt kan opleve andet end "stråler" og "bølger" eller "lysende" materie, hvilket jo igen er det samme som – "stjernetågen" i det små. Den nuværende moderne videnskabelige forskningsmetode vil altså aldrig nogen sinde kunne føre til universets hemmelighed, livsmysteriets løsning, den guddommelige idé i verdensaltet. Og hvorfor? – Fordi dens ophav her er kommet – udenfor Faderens korrespondance. Det iagttager materien i sin "urform". Det iagttager materien der, hvor den ikke bliver benyttet af Forsynet til at fortælle eller manifestere noget. Og der, hvor der ikke bliver manifesteret noget, kan en sand viden jo umuligt opstå. Individet må således rette sin bevidsthed, sit syn ind på materien der, hvor Forsynet gennem individets andet princip X2 lader "urformen" komme til syne som noget andet end "stjerner" eller "stjernetåger", noget andet end "atomer", "stråler" og "bølgelængder". Og der, hvor dette andet, hvilket vil sige "former" og "ting", "genstande" eller de daglige foreteelser, der betyder livets oplevelse, viser sig, opstår viden eller bevidsthed, og absolut kun der alene.