Bisættelse
202. KAPITEL
Når alle jordens nationer er blevet til én stat, og alverdens mennesker er blevet til ét folk
Når alle nationer er provinser i én stat, er der i virkeligheden kun ét folk i verden.
Men når der kun er ét folk i verden, er der ingen at føre krig imod, ingen at sætte toldgrænser for, ingen at købe af, ingen at sælge til.
Et folk er i princip at ligne ved et individ.
Et individ kan ikke "handle" med sig selv.
Penge mister deres basis for eksistens, bliver ganske overflødige.
Den højt videnskabelige administration, der vil komme til at regere verden, kan ikke opretholde eller tillade den naive og ganske ulogiske tradition, vi kender under begrebet "forretning", som i virkeligheden kun er maskeret røveri, er et middel ved hvilket kunstige eller maskerede næringsveje kan opretholdes.
Kunstige næringsveje vil igen sige metoder, hvor individet kan tilegne sig værdier uden at yde arbejde.
F.eks. en mand køber et hus og giver en bestemt sum penge for dette hus.
Umiddelbart efter sælger han det igen og får den dobbelte sum for huset uden at have gjort noget som helst arbejde for det fremkomne overskud.
Den spekulation eller overtalelseskunst, han måske har måttet lægge for dagen for at opnå det nævnte resultat, har intet som helst at gøre med, hvad fremtidsstatens mennesker vil anse for hæderligt arbejde.
Derfor vil i samme stat ingen som helst af den slags transaktioner kunne finde sted, idet man nemlig forlængst vil have afskaffet alt, hvad der hedder "penge".
Kun "arbejde" kan eksistere som betaling.
Alle mennesker ejer materien, jorden, materialerne.
Men det koster "arbejde" at gøre disse materialer brugbare i menneskehedens tjeneste.
Det er den eneste naturlige skranke, der er imellem individet og verden.
Ved hjælp af penge kan menneskene i vore dage købe sig fri for at udføre det "arbejde", det koster at gøre materialerne brugbare til deres eget livs ophold.
Resultatet bliver, at de, der ikke har penge, må udføre ikke alene arbejdet for deres egen eksistens, men også det arbejde, de besiddendes liv eller eksistens koster.
Dette bevirker igen, at de første bliver udslidte, ukultiverede og forældede længe før tiden, medens de andre bliver overkultiverede, ugidelige, dovne og hovmodige.
Herfra må der naturligvis fradrages visse undtagelser, der gør sig gældende.
Men i det store og hele er pengenes resultater netop som her anført.
Dette primitive onde vil ikke tolereres i verdensstaten.
Alt koster "arbejde", men ikke "penge".
Og arbejdsevner og arbejdskraft vil der til enhver tid være nok af i verden, og navnlig da man i fremtidsstaten i en langt større målestok, end det nu er tilfældet, vil forstå at anvende maskinerne og øvrige tekniske hjælpemidler, ligesom vi jo også netop bliver vidne til, hvilken umådelig arbejdskraft, der i vore dage er i overskud, går til grunde, skaber subsistensløshed, armod og revolution.
Dette syge lediggængeri, som millioner af mennesker i vore dage er prisgivet, kan umuligt finde sted i en verden, hvor der ikke findes "penge", og hvis eneste betalingsmiddel er "arbejde".
Tilbage til forsiden
Forrige