I vort "moderne" samfund, hvor enhver stat endnu har andre stater at konkurrere med, hvor enhver stat endnu er indspundet i pengenes edderkoppespind, og hvor produktionen derfor ikke så meget reguleres efter forbruget som efter profitten, og hvor denne profit, som i sin virkelige kosmiske analyse er ganske uden værdi, er en illusion, sættes i stedet for den eneste eksisterende absolutte værdi i tilværelsen, nemlig arbejdsevnen, vil alt selvfølgelig komme til at dreje sig om et spørgsmål om penge, om hvad, der kan "betale sig". Og mange vil således ved læsningen af foranstående linjer angående verdensstatens bisættelse af dens lig i hermetisk tillukkede kister og fællesmausoleer indvende, at dette vil være altfor kostbart og uoverkommeligt. Men har verden ikke sand, sten og cement nok til disse haller? – Har den ikke materiale nok til disse kister? – Har den ikke også ensomme pladser, ødemarker eller terræner, der slet ikke egner sig til noget andet brug? – Hvorfor ikke udnytte disse områder? Hvorfor ikke indvi disses store fred og ensomhed til noget smukt og højtideligt i menneskehedens tjeneste, til en stille hvileplads for menneskehedens udslidte og jordiske rester? Hvorfor ikke give disse rester af menneskenes kostbareste redskaber, bygget op af lånt materiale, tilbage til naturen på en værdig måde? Hvorfor netop ikke give dem tilbage helt og naturligt? Hvorfor ikke være på højde med sin guddommelige identitet og herkomst og give mikroindividerne tilbage uskadte, beskyttet og frelst til den verden og de forhold, der for dem er vejen til livet og lyset? Hvorfor holde på primitive traditioner, såre og opbrænde og dermed skabe helvede og lidelse for de milliarder af levende mikroindivider, der i vore legemer har fået anvist univers eller "bolig i Faderens hus", der i os skal leve, røres og være, blot fordi det er "moderne" at lade sit lig brænde? Hvorfor ikke netop være med til at gå de rigtige veje og repræsentere den guddommelige lignelse, repræsentere dette at være skabt i "Guds billede"? Og i særdeleshed, da dette er det eneste, der er i kontakt med verdenslogikken, det eneste, der virkelig er "hygiejnisk" og dermed det eneste, der er sundt, det eneste, der tilsidst skaber et urokkeligt lys, en absolut lykkelig skæbne, en absolut ufejlbarlig vej til omgivelsernes kærlighed.
      Ja! Det er alle disse spørgsmål, der for det kosmisk udviklede nutidsmenneske må gøre sig gældende i henhold til de endnu latente og primitive samfundsforhold. Men i det kommende verdensrige, hvor alle nationer er én stat, én administration, én regering, hvis medlemmer alle er fra en zone i den højeste videnskabelige eksamenskreds, en regering bestående af verdens bedste specialister på absolut alle felter, som har fået flertal ved afstemning af alverdens mennesker, vil man netop gå den vej, som de her nævnte spørgsmål antyder.