Det jordiske menneske er altså ved sin afhængighed af det dræbende princip bundet til dyreriget. Men denne afhængighed bliver med udviklingen mindre og mindre. Dette vil igen sige, at evnen til at overvinde afhængigheden af det dræbende princip bliver større. Den er således meget større hos menneskene end hos rovdyrene. Førstnævnte væsener behøver ikke at leve af animalsk føde, hvilket derimod er fuldt ud nødvendigt for de sidstnævnte. Når menneskene ikke desto mindre nyder animalske ernæringsprodukter: kød, blod og fedt, er det absolut ikke baseret på livsbetingelse, men derimod på en fra fortiden nedarvet – vane, – som de i kraft af deres, i forhold hertil altfor højt udviklede tilstand, kun kan have den allerstørste fordel af at vænne sig af med. De må således dygtiggøre sig i den vegetariske ernæring. Men her findes indenfor denne også felter, hvor man endnu som før nævnt med hensyn til blade, stilke og rødder er afhængig af det dræbende princip. (Nærmere defineret i bogen "Den ideelle føde".)
      Men ligesom det jordiske menneske har nedarvet vanen til den nævnte primitive eller animalske føde, således har det også nedarvet en masse andre traditioner og forestillinger fra sin primitive og længst forsvundne fortid, f.eks. hidsighed, skinsyge, misundelse, had og hævntørst osv., som i dag heller ikke er en livsbetingelse, men ligeledes kun er en vane.