Men hertil er det jordiske menneske endnu ikke nået. Der er endnu i dets eksistens en ikke ringe del af det dræbende princip, der eksisterer som livsbetingelse. Her må det altså vælge det mindste "onde".
      Men dette "onde" bliver alligevel en velsignelse, idet det afføder ubehagelige erfaringer, der igen tilsidst resulterer i intelligens- og følelsesudvikling. Denne udvikling giver igen individet en forfinet ånd og bevidsthed. En forfinet ånd og bevidsthed afføder igen et tilsvarende forfinet fysisk legeme, som i mindre grad end det forudgående kræver det dræbende princip til livsbetingelse og således fremdeles, indtil individets naturlige anlæg er blevet en hundrede procents opfyldelse af al kærlighed og visdom. Men da er mennesket ikke mere et fysisk væsen. Det er et overjordisk væsen. Det lever i overjordiske tilværelsesformer, fremtræder på kontinenter af andre dimensioner. De lever i "himmelske" verdener. Disse væsener kan det jordiske menneske derfor ikke helt tage til forbillede. Det må foreløbig lære at tilegne sig den halvfjerdsprocentsevne til at opfylde kærlighedsloven, der kan praktiseres på jorden, før det tænker på at kunne lære at opfylde den totalt eller med hundrede procent.