Derimod kan det jordiske menneske endnu ikke leve af frugter alene og må derfor endnu nyde blade, stilke og rødder af planter for at eksistere og er således her nødsaget til at overtræde det femte bud, fordi det er en livsbetingelse. Det ville dræbe sig selv, hvis det ikke netop dræbte planterne og anvendte dem til ernæring eller føde. Men at bevirke sin egen død er også en overtrædelse af det femte bud. Vi ser således her, at indenfor de felter, hvor overtrædelsen af kærlighedsloven endnu er en livsbetingelse vil selve overholdelsen være en befordring af det dræbende princip. Så hvis man overholder kærlighedsloven i de nævnte felter, er det et "onde", ligesom det på en måde også er et "onde", hvis man ikke overholder den. Men af to uundgåelige "onder" må man vælge det mindste. At individets oplevelse af livet betinges af det ene eller andet uundgåelige "onde" er netop den omstændighed, der adskiller den primitive zone fra den fuldkomne. I den højeste tilværelsesform eksisterer ingen hindringer for overholdelsen af kærlighedens store bud. Her har alle overvundet de dyriske traditioner. Her har alle væsener en organisme, der absolut kun kan bruges som redskab i kærlighedens tjeneste. Alle medfødte naturlige anlæg er her ene og alene kærlighed, visdom og salighed.