At denne basis, at dette, kun at elske medmenneskene som sig selv, ikke udgør nogen tilstrækkelig opfyldelse eller overholdelse af det store kærlighedsbud, der er "al lovens fylde", viser med tilstrækkelig tydelighed de overfyldte hospitaler, med deres kroniske syge, defekte og lidende. Og navnlig, idet der blandt disse lidende ikke mangler mennesker, der efter almindelige gængse begreber er "frelste", er opfyldere af det store bud, er kærlige og gode mod "medmenneskene". Ikke desto mindre martres disse mennesker også af lidelsens svøbe, trods dette at disse jo netop måtte være at betragte som hævet over al lidelse. Men kendsgerningen viser, at de ikke befinder sig i en sådan ophøjethed trods deres "menneskekærlighed".
      Kærlighed til mennesker gør det altså ikke alene. Det er ikke nok, at man er god og kærlig mod vor egen væsensart, mod mennesker, når vi samtidig jager og dræber andre former for levende væsener, sønderlemmer og æder deres kød, skaber lemlæstelse, lidelse og helvede både for dyr, planter og mikrober. Intet som helst individ kan opfylde kærlighedsloven komplet uden ved også at erkende disse væsensarter som sin "næste" og så elske denne "næste" som sig selv. Enhver afvigelse herfra er en mangel i individets kærlighedsevne, er en brist i verdensplanens opfyldelse.
      Da verdensplanens opfyldelse er en betingelse for den fuldkomne oplevelse af livet, den fuldkomne og sande lykke, vil en sådan brist være en tilsvarende hindring for den fuldkomne oplevelse. Men en hindring for den fuldkomne oplevelse er en disharmoni i individets fornemmelse af tilværelsen. Denne disharmoni kan igen kun eksistere som identisk med lidelse. Al lidelse stammer således fra mangelfuld overholdelse af det store bud "elsker hverandre".