Betydelig sundere, skønnere og derfor mere tiltalende ville det derimod være, hvis højtideligheden kunne afsluttes i kapellet, og den ellers så smukke og kærlige sammenkomst dermed blev fritaget for at blive skæmmet af den førnævnte udendørs tradition ved graven.
      Jeg overværede engang en bisættelse. Denne højtidelighed afsluttedes netop i kapellet på den måde, at kisten, til en smuk sang fra et skjult kor, langsomt og automatisk dalede ned i en dertil indrettet skakt i gulvet og forsvandt foran forsamlingen. Denne symbolske foranstaltning var af overordentlig betagende virkning og i fuld samklang med begivenhedens særlige ophøjede og alvorlige natur. Dermed var højtideligheden forbi, og deltagerne kunne gå hver til sit.
      At kisten fra rummet under gulvet blev ført videre til en ligbrændingsovn, hvor helvedes død og rædsel i blind uvidenhed blev sluppet løs på millioner og atter millioner af organiske, animalske mikroindivider i det afsjælede legeme, kan vi, i henhold til alt det, vi har fået at vide om nævnte proces, naturligvis ikke tage til forbillede. Men der er derimod ikke noget som helst til hindring for, at ethvert kapel kunne være indrettet på den ovenfor anførte måde med en elevator, hvorpå kisten med sit hvide guldindvirkede symboltæppe* kunne stå under højtideligheden og så, når tiden var inde, automatisk sænkes ned til et rum under gulvet og denne foranstaltning dermed være den officielle afslutning på ceremonien.
      Fra nævnte rum kunne så begravelsesvæsenet selv besørge det efterfølgende fornødne, således at kistens anbringelse i graven og de hermed forbundne omstændigheder blev selve ceremonien uvedkommende.
      Ligesom man ikke behøver at være tvunget til at se liget blive placeret i ilden ved en ligbrændingshøjtidelighed, således behøver man jo heller ikke at være tvunget til at se kistens anbringelse i graven og være genstand for de med denne anbringelse førnævnte ubehagelige omstændigheder.
      I henhold til den hensyntagen til mikroindividernes liv, som den nu begyndende åndsvidenskabelige udvikling vil afføde, er det en selvfølge, at det fremskredne menneske indenfor denne udvikling ikke kan anvende animalske lyskilder: vokslys, tællelys, stearinlys osv., idet en sådan anvendelse i sig selv ville være en ligbrænding for de animalske mikroindivider eller livsenheder, som udgør stoffet i de pågældende lys. Det elektriske lys vil derimod være det reneste og fuldkomneste og bør anvendes overalt, hvor det overhovedet er muligt.
      Ved at tage hensyn til de her påpegede ting ved en jordefærd er man således med til at hæve sin sidste hilsen til den "afdøde" slægtning eller pårørende, ven eller veninde op i et plan, hvor der ikke ved den klæber lemlæstelse, død, sorg og lidelse for noget levende væsen. Den er blevet en velsignelse i kontakt med kærligheden og livets evige love.
 
____________
* Martinus har senere anbefalet, at man benytter Instituttets flag (symbol nr. 42, "Flagets struktur").