Bisættelse
175. KAPITEL
Det utiltalende ved en almindelig begravelse
Med hensyn til selve begravelsen er der noget utiltalende i dette, at deltagerne henvises til at stå ved det åbne hul i jorden, den åbne grav med den opkastede jordbunke, med dens reb, brædder og andre remedier, afhængig af vejr og vind, i regn og slud såvelsom i frost og sne. Det kan ikke nægtes, at en højtidelighed under sådanne forhold meget vanskeligt kan afføde den guddommelige stemning, den i forvejen dog må være beregnet på at tilsigte, rent bortset fra alle de forkølelses- og sygdomsspirer, der under de samme primitive forhold får rig og gunstig lejlighed til at forplante sig.