Den uhyggeligste oplevelse en sådan "afdød" kan have med henblik på sit lig, er dette ligs forhastede, pludselige og unaturlige tilintetgørelse. Da den "afdøde", fra den del af den åndelige verden, hvor han eller hun i den første tid efter døden befinder sig, har en langt klarere horisont over de "levende" væsener i liget og deres kamp for tilværelsen, end han eller hun havde på det fysiske plan, kan enhver unaturlig proces med liget virke i retning af en katastrofe for nævnte væsen.
      Det må naturligvis indrømmes, at det primitive og robuste naturmenneske ikke i samme grad bliver anfægtet af sit ligs skæbne, som det højtudviklede kulturmenneske. Da det er "følelseslegemet", der bærer dagsbevidstheden efter døden, vil al oplevelse efter døden netop være afhængig af, hvor udviklet nævnte legeme er. Ligeledes vil indtrykket af ens ligs unaturlige skæbne naturligvis også være afhængig af, hvor stor og udviklet et kendskab, man i forvejen har til mikroindividernes tilværelsesplaner.