Ved fødslen begynder et individs koncentration af sit legemssammenspil i særlig grad at gøre sig gældende i den fysiske del af dets organisme, om end denne ganske vist har sin særlige begyndelse under den seksuelle forbindelse mellem individets forældre, som udløste jegets undfangelse. Efter undfangelsen og fødslen går koncentrationen af legemssammenspillet mere og mere over på individets fysiske del, dets fysiske evner, talenter eller anlæg. Og det nye fysiske legeme udvikler sig i forhold hertil. Men som før nævnt kan koncentrationen af sammenspillet ikke vare evigt. Materien, legemet er bygget op af, er levende væsener, er mikroindivider, under stadig udvikling. Denne udvikling vil tilsidst sprænge legemskombinationen. Derfor kan intet legeme bestå evigt af den samme materie. Da al materie, alt stof, mineralsk såvel som animalsk, således er levende, arbejder det sammen i en vekselvirkning med al ydre påvirkning, ganske uafhængigt af hvilken form eller kombination det så end måtte udgøre stoffet til. Og det er denne omstændighed, der bevirker, at formen, kombinationen, tilsidst må gå til grunde, og at enhver ting, enhver genstand, der i realiteten kun eksisterer i kraft af sin særlige form eller kombination, må "ældes", "forvitre" og forgå, medens stoffet stadig er lige aktivt, kun overgået, bundet og fastholdt i nye former, i nye kombinationer.