Bisættelse
161. KAPITEL
Fremtidens begravelse eller jordefærd vil ikke blive en sørgefest, men derimod en glædes- og takkefest for livets evige beståen
Traditionen med de "sorte" klæder, de "sorte" draperier, det "sorte" flor osv. vil derfor i fremtiden være helt forsvunden, og menneskene vil fejre højtideligheden mere og mere i almindelige daglige klæder.
Dette formindsker sorgfremelskelsen.
Det hjælper til med at bevare indtrykket af situationens ligefremhed og naturlighed, hvilket ikke er tilfældet med "sørgebeklædningen", der netop skal udtrykke sorg, skal vise, at man mindes den "afdøde" med sorg osv. og bliver derfor således stimulerende for vedligeholdelsen af sorgens kedelige, ubehagelige og uligevægtige sindstilstand.
Hvis man i særlige tilfælde i fremtiden vil foretage sig noget kærligt ud over det almindelige ved en jordefærd, vil hvide klæder blive anvendt, og alt vil blive smykket i hvidt, alt vil blive baseret på at lovprise dødens sande identitet som en ny fødsel, som indgangen til et nyt liv, som udtryk for guddommelig kærlighed.
Man vil vide, at sorgen er en slags egoisme, et utilfredsstillet begær efter at eje noget, som man i realiteten slet ikke har krav på.
Her i dette tilfælde vil det altså sige, at sorgen skyldes et individs begær efter at have det til det åndelige plan indviede eller bortgangne væsen her på det fysiske plan.
Da dette begærs tilfredsstillelse jo ikke passer ind i den bortgangnes skæbne, men ville betyde, at han eller hun måtte give afkald på den for sin videre udvikling midlertidige absolut nødvendige indgang til de højeste verdener for at få fuldkommengjort sin skabeevne så meget, at det kan blive i stand til at opbygge sig et nyt fysisk legeme, i hvilket det ikke i nær så høj en grad, som nu er tilfældet, behøver at ligge under for de mangler og besværligheder, der gennem dets nu afkastede legeme har været tyngende i dets sidste fysiske inkarnation, før døden indtrådte, vil sorgen over denne død kun være identisk med egoisme.
De højtudviklede væsener, der er besjælet af det modsatte tankeklima: uselviskheden og visdommen, der igen er det samme som "den hellige ånd" sørger ikke over deres "døde".
De har ingen "døde".
De ved, at døden ikke eksisterer i realistisk forstand, men kun er indgangen til en anden tilværelsesform, en tilværelsesform, de gennem åndsvidenskab eller studiet og praktiseringen af "den hellige ånd" allerede er blevet fortrolige med her i den fysiske tilværelse.
Og i den nævnte ånds klare lys, i den guddommelige bevidsthed om "dødens" identitet med livet, vil ingen begravelse eller bisættelse finde jordbund som en "begrædelsesfest" eller "sørgehøjtidelighed" hos den nye åndskulturs kommende slægter, men derimod forme sig som en stille lykkelig lovprisning og takkefest i den "afdødes" navn, rettet mod ophavet for uforgængeligheden eller alt livs evige væren.
Tilbage til forsiden
Forrige