En begravelse eller bisættelse er derfor i sin højeste analyse ikke en begrædelsesfest, således som man i årtusinder i kraft af uvidenheden og overtroen har gjort den til. Derfor vil også al den strenghed i ceremoniellet eller tonen ved en jordefærd, der fordrer, at alle deltagerne helst skal være et hundrede procents udtryk for sorg, gråd eller nedtrykthed, være stik imod naturens love og dermed ganske uberettiget.
      Men hvortil også al denne strenghed i den gængse begravelsesceremoni, denne undertrykkelse af al naturlighed og normal glæde ved livet, denne klæden sig i "sort", dette kunstige udtryk for en sorg, der for de fleste af deltagernes vedkommende alligevel slet ikke føles? – Disse holder jo faktisk kun sørgeminen for ikke at støde an imod den herskende opfattelse af "god tone", af "hvad man kan være bekendt". Hvorfor gøre en sådan sammenkomst, der i virkeligheden ene og alene burde være en lysets fest, en fest til ihukommelse af tilværelsens store kærlighedslove, individualitetens uophørlighed og livets evige væren, til en sorgfremelskende mørkets fest? – Hvorfor besmitte eller forurene en ellers så naturlig sammenkomst af den "afdødes" venner med al denne kunstige sorg, der for det udviklede menneske ikke kan undgå at minde alt for meget om hykleri. Og selv i tilfælde, hvor den er ægte, vil det dog i virkeligheden sige det samme som, at man græder og sørger over Guds evige og kærlige veje og lyse anordninger. Men at græde over Guds førelse af individet, kan ikke være naturligt. Hvorfor så ikke stræbe efter hurtigst muligt at komme bort fra det? –
      Fremtidens mennesker vil da også vide at se helt anderledes på et menneskes jordefærd. Med det kendskab til virkeligheden og i kraft af den naturlighed som dette vil afføde, vil man på absolut ingen som helst måde gøre begravelsen eller bisættelsen til en "sørgefest". Tværtimod, man vil i højeste grad forstå Guds kærlige veje og gøre alt for at udslette de gamle hykleriske tendenser og traditioner.