Bisættelse
157. KAPITEL
Fordele ved væsenets udskiftning af sit fysiske legeme og det heraf affødte ophold i den åndelige verden
Reinkarnationen giver således individet den store fordel, at det altid vil have et legeme, der er i overensstemmelse med dets bevidsthed, udviklingstrin og skæbne, samtidig med at det giver det lejlighed til at få hvilepauser i dets fysiske tilværelse, får lejlighed til, når det er "mæt af dage" eller har fået lemlæstet sit fysiske legeme så meget, at det ikke mere er tjenligt til manifestation, at få et ophold i de højeste verdener og tilværelsesplaner. Her er livet ligefrem en guddommelig rekreation, en salighedsmættelse, der atter får individets fysiske energier, længsler og begær til at spire frem, og gennem hvilke de atter bliver tildelt adgangen til skabelsen af et nyt fysisk legeme, forherliget med alle de nyeste forbedringer og fordele, som måtte være i det pågældende individs højeste favør. Og da det gennem dette legeme atter kan opstå i den fysiske verden, nyfødt, ren og fri fra alle de slagger, det grums og snavs, den sladder og bagtalelse, det forbryderalbum og fingeraftryk, den straffeattest, den vanførhed, den åndssvaghed, den sindssyge, den unatur og livslede, der eventuelt klæbede ved det gamle fysiske legeme, og som var dettes identificeringsmidler, kan et individs naturlige død eller adskillelse fra sit fysiske legeme ikke være noget retmæssigt grundlag til sorg og bekymring.