Bisættelse
153. KAPITEL
Åndsvidenskaben vil åbenbare væsenernes evige liv. Den overfysiske væsenskerne
Det kosmiske klarsyn eller den hellige ånd, ved hvis hjælp individet oplever livet udenfor tiden og rummet, vil da også her både i form af fysisk og åndelig videnskab komme menneskene til hjælp og åbenbare, at livet virkelig er evigt, og at alle levende væsener ligesom Jesus og Johannes har en overfysisk eksistens, hvorfra de kan inkarnere i den fysiske materie, og hvortil de atter kan vende tilbage. Desuden er det jo allerede en meget omfattende kendsgerning, at alt, hvad man her på det fysiske plan bliver vidne til, kun er "bevægelse". Denne "bevægelse" fremtræder for sanserne i umådelig mange nuancer. Alt, hvad vi ser, føler eller oplever, såsom stof, lys, farve, lyd osv. er kun forskellige arter eller former for bevægelse eller vibration. Bevægelsens herre eller ophav bliver vi derfor ikke vidne til på det fysiske plan. Men at dette ophav ikke desto mindre er en kendsgerning, viser sig igennem den umådelig hårfine logik eller intelligens, hvormed bevægelsen foretages, organiseres og beherskes.
      Dette materiens eller bevægelsens ophav er altså den overfysiske væsenskerne, som uomstødeligt betinges nærværende i ethvert levende væsens fysiske fremtræden, for at manifestation og bevidsthed overhovedet kan finde sted, og hvis besiddelse derfor aldrig nogen sinde har kunnet, og aldrig nogen sinde vil blive noget særligt specielt for Jesus og Johannes.