Som før berørt i Livets Bog vil enhver dødsproces medføre, at jeget og dets overfysiske legemer skiller sig ud fra det fysiske legeme. Den forbindelse, der ellers er mellem dette og jeget, bliver således afbrudt. Da jeget i kraft af denne forbindelse bærer det fysiske legemes organisation eller sammenspil mellem dettes enkelte organer og befordrer deres særlige virksomhed, standser naturligvis denne organisation og virksomhed, når nævnte forbindelse bliver afbrudt. En opløsningsproces begynder. Men dette betyder ikke, at livet standser. Livet er liv og kan ikke blive andet end liv. Livet kan ikke dø. Hvad der er levende, har evigt været levende og må i al evighed blive ved med at være levende. Ingen som helst fuldkommen matematik vil nogen sinde kunne komme til at gå op i noget andet facit på dette felt. Oplevelsesevnen kan således aldrig nogen sinde høre op. Men den befordres af hele serier af organer. Disse er igen, som jeg også har gjort læserne bekendt med, identiske med "maskiner" eller "redskaber", hver især i deres første spæde begyndelse engang opfundet og fremstillet på tekniske, kemiske laboratorier eller værksteder som resultater af forudgående oplevelser, erfaringer, tænkning og beregninger, manifesteret af geniale opfindere og videnskabsmænd på længst forsvundne kloder eller verdener. Man må således ikke tro, at det nuværende menneskelige legeme i al evighed har set, eller skal blive ved med at se sådan ud i sin opbygning og struktur, som det netop gør i dag. Fremtidige menneskeheder, der først skal passere det jordiske menneskes nuværende udviklingstrin på kommende kloder, vil få helt andre og endnu skønnere og fordelagtigere legemer end dem, de jordiske mennesker i dag må manifestere sig i. Til gengæld er de jordiske menneskers nuværende legemer langt fuldkomnere end fortidige menneskers.