Alle levende væsener er uundværlige enheder, hver især beregnet på at opfylde en særlig hensigtsmæssig del af verdensplanens logik, hvilken sidste i sin højeste instans netop betinger kærlighed eller oplevelsen af det absolut fuldkomne liv. Men når denne logik ikke praktiseres, opstår der en brist i verdensplanens fulde gennemførelse, hvilket nødvendigvis må give sig udslag i en tilsvarende mindre fuldkommen manifestation af tilværelsen. Disharmonien og lidelsen opstår. Verdensplanens logik betinger altså, at kærlighed og fuldkommenhed er identiske med bestemte virkninger af tilsvarende særlige bestemte forudgående årsager. Hvis det levende væsens manifestation eller handlinger ikke bliver identiske med disse årsager, der i realiteten er opfyldelsen af verdensplanens logik, kan det heller ikke komme til at opleve disse virkninger. Og da disse udgør kærlighed og fuldkommenhed, vil ethvert væsen således være ganske afskåret fra at opleve nævnte realiteter i samme grad, som det selv mangler evne til at være i kontakt med verdensplanens logik. Og det gør ikke sagen bedre eller lettere, fordi der er mange, der befinder sig i samme situation. Virkningerne af et individs afvigelse fra dets bestemmelse i verdensplanen ophører ikke, fordi tusinder af væsener begår den samme fejltagelse, eller fordi fejltagelsen i god "tro" praktiseres som religion, offentlig moral, skik og brug.