Bisættelse
139. KAPITEL
Verdensplanen er så hårfin i sin struktur, at selv den mindste afvigelse fra logik skaber disharmoni i det pågældende væsens liv
Og det er givet, at sålænge man i en sådan grad endnu lever i "troen" på hobens mening som ufejlbarlig og ikke på nogen måde tør afvige fra denne, har man selvfølgelig ikke brug for analyser, logik og visdom, der ligger udenfor nævnte mening. Og det er en selvfølge, at jeg ikke noget øjeblik har tænkt mig, at nærværende analyser skal finde jordbund hos væsener af denne art. De er jo ikke søgende, har ikke bud efter analyser, der ikke findes i Bibelen eller i leksikonet, eller som ikke doceres af den eller den anerkendte autoritet eller videnskabsmand. Og denne store suggererede del af menneskeheden ville roligt kunne sove videre i den guddommelige suggestions favntag, hvis ikke netop den eksisterende verdensplan var så hårfin og kulminerende i logik, at selv det mindste væsens mindste overtrædelse af denne logik ikke kan finde sted uden at skabe en tilsvarende disharmoni i det samme væsens liv og færden.